Radikale Venstre i Århus

Århus Radikale Vælgerforening

Venstre fik sin Burkaløsning i varmesagen

Posted by Sander Jensen On October - 26 - 2009

Ifølge den radikale rådmand for teknik og miljø Peter Thyssen er det imod sund fornuft at udbetale de resterende varmepenge kontant, fordi de fleste lejere måske aldrig ser en krone.

Energitilsynet har nu godkendt især Venstres ønske om en kontant afregning af den halvdel af overskuddet af varmepengene, der endnu ikke er tilbagebetalt over taksten.

- Det kalder jeg en Burkaløsning. Det er et passende ord for den tilbagebetalingsordning, der nu indføres. For løsningen er uigennemskuelig og forskelsbehandler ejere og lejere. Derudover er den bureaukratisk og koster millioner at administrere, siger Peter Thyssen (R), rådmand for teknik og miljø i Århus.

Den radikale rådmand har altid været fortaler for, at alle borgerne i Århus skal have glæde af overskuddet fra varmen, ved at alle fremadrettet har fået takstnedsættelser. Siden årsskiftet 2008 har alle varmekunder dermed fået billig varme. Det er det mest retfærdige, gennemskuelige og det billigste og nemmeste at administrere. Men det er slut nu.

- Det er helt forkert, at Venstre nu får lov at uddele fede valgchecks til ejendomsejere. For det koster borgerne i Århus millioner i administration, der ellers kunne være brugt på billigere varme. Derudover stiller ordningen ikke ejere og lejere lige. Parcelhusejerne får en fed check, mens lejerne er overgivet til udlejerens forgodtbefindende, siger Peter Thyssen.

Der er cirka 50.000 varmeinstallationer i Århus. Heraf er de 5.000 lejeejendomme med over 78.000 lejere. De 5.000 ejendomsejere bestemmer selv, om de vil give deres lejere fra perioden 2004-06 penge retur eller ej. De får et lille beløb for at finde frem til gamle lejere, men ifølge AffaldVarme i Århus kommune vil 2/3 af ejerne ikke ulejlige sig med det. De sidste 1/3 vil formentlig udbetale penge, hvilket de skal have betaling for, ligesom der i kommunen fremover skal føres to forskellige varmeregnskaber til store besvær for borgere og kommunen.

- Det er sørgeligt, at en fornuftig, enkel og gennemskuelig ordning, der tilmed sikrede at alle varmepengene kom tilbage til borgerne i Århus, nu afløses af det stik modsatte. Nu får alle færre penge tilbage. Det er ubegribeligt og imod sund fornuft, siger Peter Thyssen.

Baggrunden for varmesagen er, at kommunen i perioden 2004-05 optjente ekstraordinære knap 600 millioner i overskud på varmeområdet.

Leave a Reply