Af Liv Holm Andersen
At der kan gå månedsvis, før der udskrives folketingsvalg, stopper ikke min styregruppe og min gruppe af gæve og glade valgkrigere. Indtil nu er der lavet event på Europa-dag med alle de europæiske flag samt alverdens europæiske tapas foran banegården, der er lavet stand med prøvevalg og grundlovsgraffiti i Gellerup-parken på Grundlovsdag, og der er blevet lavet to youtube-videoer og utallige læserbreve og pressemeddelelser, og efter sommerferien starter en mere personlig, en-til-en kampagneform. Der prøves i det hele taget på alle tænkelige måder at vifte med den radikale fane allerede nu.
Kampagne fra Athen?!
At jeg har en dygtig styregruppe og en energisk valgkrigergruppe får jeg meget brug for det næste halve år, da jeg har fået en praktikplads i den politiske afdeling på den danske ambassade i Grækenland. Jeg vil fortsat være aktiv via blog, læserbreve og facebook, og jeg overlader således trygt ansvaret for planlægning og mobilisering herhjemme til min kampagneleder Anders Clausen, som altid kan kontaktes på kampagne@livandersen.dk. Du kan også følge med på livandersen.dk, hvor jeg vil blogge fra et Grækenland i både økonomisk og politisk krise.
Seneste nyt fra min valgkampagne
Der er masser af muligheder for at hjælpe mig med at gøre det radikale folketingskampagneskyts klar. Blandt andet kan du tilmelde dig mine to facebookgrupper, hvor af den ene blot er en support-gruppe med navnet ”Sæt Liv i Folketinget”, mens ”Valgkriger for Liv” er for dig, der vil deltage aktivt enten i forberedelserne eller under valgkampen, hvis du til den tid har mulighed for det. Du må også meget gerne kontakte Anders Clausen, hvis du har ideer til kampagnen. Har du f.eks. kontakter til arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner eller foreninger, som vil have besøg af en folketingskandidat til oplæg, debat eller rundvisning, er vi meget interesserede. Som noget nyt er det også muligt at støtte min kampagne økonomisk, da vi har oprettet en konto til formålet. Dette gøres på reg. nr. 7739 og kontonr. 0001317904.
Til slut er der kun at sige, at jeg glæder mig til at vinde valget sammen med dig, og at jeg er på pletten med flyers, lir og godt humør med det samme Løkke trykker på knappen – Grækenland eller ej!

