Radikale i Århus sætter fokus på børns udvikling med det debatskabende netspil ”pølsefabrikken”. På pølsebørn.dk skal du redde babyer fra at ryge i en kødhakker.
I spillet gælder det om at redde små babyer fra at falde ned i en kødhakker, der omdanner dem til vakuumpakkede ”pølsebørn”, som bliver sprøjtet ud på et transportbånd – og ud i samfundet.
- Spillet skal skabe debat om børns udvikling. Det henvender sig primært til unge, der føler at kommunalpolitik er kedeligt og for fjernt fra deres hverdag. Med spillet forsøger vi med sjove og overdrevne virkemidler at fortælle en vigtig pointe, at børn ikke bare er en vare som en rød pølse, men skal ses på som et helt og frit menneske, der skal behandles individuelt, siger Sander Jensen, formand og kampagneleder for de radikale i Århus.
Alle børn er ikke ens
- Jeg mener, at man behandler børn lige ved at behandle dem individuelt. Det er der ikke længere plads til i samfundet, hvor regering og kommune alt for ofte behandler børn med kassetænkning og som om, at alle børn er ens. For eksempel, når der er modulpasning i daginstitutionerne, eller når klassekvotienterne er ens over hele kommunen, uanset hvordan den enkelte skole ser ud, eller hvilket behov børnene har. Det vil vi meget gerne gøre op med, siger Søren Højlund Carlsen, byrådskandidat i Århus, der også nævner, et eksempel, hvor døve og hørehæmmede børn tvinges ind i et miljø uden tegnsprog, fordi kommunen vil lave ens tilbud til alle handicappede børn.
De radikale er godt klar over, at spillet med pølsebørnene kan virke blodigt – derfor er der også et ”forbudt for børn” skilt på spillet.
Sjovt og rammende
- Vi har lavet spillet, fordi det på en sjov, men også rammende måde, sætter fokus på et reelt problem. Nemlig at vi har et samfund, hvor daginstitutioner og skoler ikke er gearet til at møde alle børn. Det handler om at skabe de bedste rammer for børn bredt set. Der skal være plads til rummelighed og kreativitet for at børn kan få en positiv udvikling. Kødhakkeren er et symbol på en ensretning uden fokus på det enkelte barn, siger Liv Holm Andersen.
Spillet pølsebørn.dk og kampagnesitet er udviklet af det århusianske digitale bureau HeyDay.dk.


