Pressemeddelelse 28. april 2009, Århus Radikale Vælgerforening

Top 5 radikale byrådskandidater: Fra venstre ses Rabih Azad-Ahmad, Jonna Fonnesbæk Hansen, Peter Thyssen, Liv Holm Andersen og Søren Højlund Carlsen. Foto: Helle Arensbak.
Radikale Venstre mener, at Nicolai Wammen er den bedste garant for en dynamisk, ansvarlig og stabil udvikling i Århus. Det vil de Radikale være med til at sikre.
Står det til Radikale Venstre i Århus, så fortsætter Nicolai Wammen (S) som kommunens borgmester efter næste kommunalvalg. Partiet pegede efter sidste valg i 2005 på Wammen som borgmester og vil gøre det igen efter den 17. november 2009, hvor århusianerne skal til stemmeurnerne for at sammensætte byrådets 31 mandater.
- Nicolai Wammen står for en borgmesterstil, der er pragmatisk og rækker hen over midten, og det sætter vi radikale pris på. Vi har gennem den sidste valgperiode haft et rigtig godt samarbejde med Nicolai Wammen, som vi er enige med på en lang række væsentlige områder. Selvfølgelig er der også områder, der skiller, men der er mest, som samler, siger Sander Jensen, der er formand for Århus Radikale Vælgerforening.
Tidlig udmelding
Den radikale udmelding kommer mere end et halvt år inden valget den 17. november og det er ikke tilfældigt.
- Vi vil gerne undgå, at borgmesterspørgsmålet kommer til at præge valgkampen, som det gjorde ved sidste valg. For så kan vi koncentrere os om at tale politik og få en god debat om, hvor vi synes, at Århus skal bevæge sig hen, siger Sander Jensen, der understreger, at udsigterne til et rent flertal mellem S og SF også har spillet ind i den tidlige udmelding.
Udsigt til rødt flertal bekymrer
- Radikale Venstre vil sikre den økonomiske ansvarlighed og en dynamisk kommune, hvor bureaukratiet minimeres og tilliden til medarbejderne sættes i højsæde. Udsigten til et rent rødt flertal bekymrer os en anelse, og derfor skal alle vide, at Radikale Venstre er klar til at sikre en fortsat stabil og ansvarlig ledelse af Århus Kommune, siger Sander Jensen.
Top fem: Drømmeholdet
Radikale Venstre går til valg med rådmand Peter Thyssen som spidskandidat, hvor resten af holdet består af Søren Højlund Carlsen, Jonna Fonnesbæk Hansen, Rabih Azad-Ahmad og Liv Holm Andersen. Der er yderligere 25 kandidater på den radikale byrådsliste.


[...] Radikale Venstre peger på Nicolai Wammen som borgmester, da vi mener, at han er den bedste garant for en dynamisk, ansvarlig og stabil udvikling i Århus. Læs mere her. [...]
[...] Venstre peger på Nicolai Wammen som borgmester, da vi mener, at han er den bedste garant for en dynamisk, ansvarlig og stabil udvikling i [...]