Feed on
Posts
Comments

Miljøminister Troels Lund Poulsen fra Venstre er blevet udnævnt til at folde Lars Løkke Rasmussen drømme ud; statsministerens ti visioner for Danmark.

Kom og hør hvad det nu går ud på, når Morten Østergaard og Troels Lund Poulsen debatterer fremtidens Danmark. Der bliver også tid til at debattere miljøpolitik.

Det skal nok blive festligt, at diskutere værdier og visioner for Danmark.

Mødet er åbent og alle er velkommen og inviteret. Tag en ven med!

Tid og sted:
Torsdag 25. marts kl. 19.00
Cafe Nicolai
Folkeoplysningens Hus
Vester Allé 8, 8000 Århus C

Rabih Azad-Ahmad, 1. viceborgmester i Århus (R)

Læssøesgades Skole har alt for længe været holdt hen i uvished om sin fremtid. Det bør høre op. Det Radikale Venstre mener, at skolen skal bevares som en velfungerende lokal skole, og at byrådet hurtigst muligt bør beslutte sig for dette.

Usikkerheden om skolens fremtid har vist sig ved indskrivningen midt i januar. 13 børn blev skrevet op til start i skolens 0. klasse til august, oplyser børn og unge.

13 er dog kun et foreløbigt antal. I januar 2009 blev 16 børn indskrevet til skolestart, og dette tal var i august vokset til 23. I august 2008 begyndte 13 elever i 0. klasse på skolen. Hvis man sammenligner med de seneste år, viser tallet 13, at forældrene i området stadig bakker op om deres lokale skole.

Men tallet viser samtidig, at den manglende beslutning om skolens fremtid har skabt stor usikkerhed blandt forældrene.

Lokal skole med mange kvaliteter

Læssøesgades Skole rummer mange kvaliteter, som ikke bør ødelægges. Det er en lokal skole, hvor børnene trives.

Desuden udfører skolen en særligt kvalificeret faglig indsats i specialklasser og modtageklasser. For børnene i disse klasser er det også meget vigtigt, at skolens fremtid sikres.

En tryg skolevej er også på spil. Hvis skolen lukkes, får børnene en skolevej, der krydser en af byens mest trafikerede veje, Frederiks Allé, og det er bestemt ikke betryggende.

Forslaget om at lukke skolen skyldes, at man vil opføre en stor midtbyskole til 1.200-1.300 elever. R går ikke ind for en stor skole med så mange børn. På en mindre skole som Læssøesgades Skole, er der mere ro for børnene til indlæring.

Vi opfordrer resten af byrådet til, at det hurtigst muligt beslutter, at Læssøesgades Skole skal bevares.

Se indlægget på jp.dk

Radikale Venstre vil have klar besked fra kulturrådmand Marc Perera Christensen om, hvad han vil gøre for at sikre et byarkiv i Århus. Rådmanden skal svare inden 10 dage.

- Radikale Venstre mener, at det er særdeles påtrængt, at Århus kommune får et byarkiv for Århus by. Alle større byer i Danmark indsamler i dag deres materialer, men ikke Århus. I dag er der ingen systematisk indsamling af byens kulturarv, og det er uforståeligt, siger Rabih Azad-Ahmad, formand for kulturudvalget for Radikale Venstre i Århus.

I budgetforliget for 2009-2011 fik Radikale Venstre indskrevet en hensigtserklæring, hvor det står, at magistraten for kultur- og borgerservice skal udarbejde et koordineret beslutningsoplæg om et byarkiv. Nu vil partiet vide, hvor langt arbejdet er og sender tre klare spørgsmål til Marc Perera Christensen:

  1. Hvad er status for udmøntningen af hensigtserklæringen for budgetforliget 2009-2011?
  2. Mener rådmanden, at Århus har brug for systematisk indsamling af byens kulturarv i et byarkiv? Hvis ja, er det noget, som rådmanden vil arbejde aktivt for fremover?
  3. Vil rådmanden afsætte økonomiske midler til at etablere et egentligt byarkiv for Århus by? I givet fald inden for hvilken tidsramme og hvilke beløb?

I dag foregår indsamlingen af dokumenter, foto, elektroniske medier etc. på frivillig basis af ildsjæle mere eller mindre tilfældigt og usystematisk, ligesom allerede indsamlede emner ligger spredt i byen og opbevares uhensigtsmæssigt.

- Radikale Venstre mener, at Århus har brug for at sikre sin kulturarv til glæde for kommende generationer, ligesom det er med til at styrke byens identitet, turisme og erhvervs- og kulturliv. Derfor vil vi presse på for et byarkiv, siger Sander Jensen, formand for Radikale Venstre i Århus.

FAKTA

Spørgsmålene rejses i forbindelse med hensigtserklæringen beskrevet i budgetforliget ”Budgettet for 2008 med overslagsårene 2009-2011” med følgende tekst:

Etablering af Århus Byarkiv

Der er enighed blandt forligspartierne om at undersøge mulighederne for at etablere et Byarkiv i tilknytning til Erhvervsarkivet. I årevis har der i Århus været gode og aktive lokalhistoriske arkiver i lokalområder. Der findes dog ikke et egentligt byarkiv, der kan skabe grundlag for en fælles Århus-bevidsthed. Det er vigtigt, at den nuværende indsamlingsmetode bliver udvidet, således at også private kan indlevere arkivalier, men også sådan at samlingen udvides til at rumme elektroniske medier. Forligspartierne forudsætter, at Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice forestår udarbejdelsen af et koordineret beslutningsoplæg herom.

Sander Jensen, formand Radikale Venstre i Århus

I JP Århus 7/1 har Flemming Knudsen (S), tidligere kulturrådmand i Århus og nuværende medlem af Regionsrådet for Midtjylland, gjort sig til talsmand for, at Århus skal have et byarkiv.

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er skandaløst, at Århus by ikke værner om sin kulturhistoriske arv på samme måde, som vi kender det fra de lokalhistoriske arkiver uden for Ringgaden.

Under de seneste tre budgetforhandlinger har Radikale Venstre igen og igen forsøgt at få bevilget penge og sat initiativer i gang for et arkiv for Århus by. I budgetforliget for 2008 fik vi indskrevet en hensigtserklæring, hvor der blandt andet står, at kommunen skal undersøge mulighederne for at etablere et byarkiv, og at det er kultur- og borgerservice, der skal udarbejde et koordineret beslutningsforslag herom. Men intet er sket.

Det var endda på det tidspunkt, da Flemming Knudsen var kulturrådmand. Derfor undrer det, at han pludselig er vågnet op til dåd. Men det er jo bare glædeligt, og derfor vil vi benytte lejligheden til at minde byrådet om, hvor vigtigt det er med et byarkiv.

Uforståeligt

Århus har en fantastisk spændende og vigtig historie med dokumenter, bøger, film, billeder etc., der i dag ikke systematisk indsamles. De 10 største byer i Danmark har et byarkiv, men ikke Århus. Det er uforståeligt.

Derfor vil Radikale Venstre igen i år tage byarkivet med til budgetforhandlingerne og glæder os samtidig til at høre, om den nye konservative rådmand for kultur- og borgerservice, Marc Perera Christensen, ønsker at Århus’ historie skal gå i glemmebogen eller bevares? Svar udbedes.

Lad os komme i gang. Det behøver hverken være en forkromet eller bureaukratisk løsning.

Brug de frivillige, der allerede er i gang, som i Støtteforeningen Århus Byarkiv, og brug de kompetencer, som Erhvervsarkivet råder over. Århus er allerede mange år bagefter med at sikre sin kulturarv, og det er pinligt.

Se indlægget på stiften.dk

julekort-radikale-venstre

Her i Århus har vi en gammel, garvet radikal, der hopper af vrede, hver gang nogen snakker om at være højre- eller venstreorienteret radikal. ”Jeg er radikal. Hverken til højre eller til venstre,” sprutter han. Først syntes jeg, at det var noget pjat, at han gik så højt op i det, men han har et helt livs radikal historie at bygge sin holdning på. Og han har ret.

Jeg valgte Radikale Venstre, fordi partiet havde sin egen sandhed, der kombinerede det bedste fra det politiske spektrum. Vi er ikke socialister, liberalister, konservative eller nationalister – vi er radikale, danske socialliberal. Med begge ben plantet i fornuftens muld og hovedet højt hævet, skuende mod nye horisonter og muligheder.

En oplyst verden
For mig er Radikale Venstre er et parti, der vægter balancen mellem social ansvarlighed og personlig frihed. Et parti der tror på både fælles rettigheder og fælles pligter. Hvor uddannelse, oplysning og forebyggelse på lang sigt er de bedste værktøjer til et fredeligt, tolerant og moderne demokratisk samfund. Et parti der tror på samarbejde mellem folk og folkeslag for et fælles bedste. Men også et parti, der tør være konsekvent, når verden viser sig fra sin værste side.

Hvis man tror på det, så er man radikal. Det er i hvert fald mit bud. For vi må alle finde vores sandheder i et parti, hvor der skal være højt til loftet – og langt til bunden.

Uanset hvad medier, modstandere og selv radikale siger, så skal vi radikale ligesindede stå sammen om vores fælles værdigrundlag og identitet, og være stolte af det.

Rigtig god jul og godt nytår!

På bestyrelsens vegne
Sander Jensen
Formand, Århus Radikale Vælgerforening

« Newer Posts - Older Posts »