Radikale Venstre i Aarhus

Århus Radikale Vælgerforening

Nu skal alle sejl sættes i Århus

Af Johan Sivertsen On marts - 28 - 2009

Leder af formand Sander Jensen til nyhedsbrevet for Århus Radikale Vælgerforening forår 2009. Læs det vedhæftede fulde nyhedsbrev (pdf).

De seneste år har der været en omstillingsproces i Århus Radikale Vælgerforening.

Strategien har haft tre mål. 1. At sikre en bredere politik og en større sammenhængskraft mellem forening og folkevalgte. 2. At tiltrække og fastholde talenter. 3. At skabe ro om partiet og kommunikere mere professionelt.

Processen skal fremtidssikre partiet og ruste os til de benhårde valgkampe. Og jeg er meget optimistisk. Vores bestyrelse og aktive knokler alt det de kan med arrangementer, politikformulering og organisationsudvikling. Imens kæmper de folkevalgte en daglig kamp i folketing og byråd.

Aktive og kompetente medlemmer

Medlemmerne bakker op, formulerer politik og deltager, når de har tid og lyst. Senest har vi sat et drømmehold til byrådsvalget, hvor vi har prioriteret fem kompetente og kampivrige folk, der flankeres af 25 yderligere kandidater, hvoraf flere vil føre en aktiv valgkamp. Det er et flot felt, som vi stiller.

Det er kun hvert fjerde år, at vi kan vælge politikere til kommune og region. Derfor er det super vigtigt, at alle giver et ekstra nap med, når vi skal føre valgkamp. Vi har mulighed for at få væsentlig indflydelse i både region og by, hvis vi forstår det politiske spil og arbejder sammen som et hold.

Næsten halvdelen er mænd

Det er for øvrigt værd at bemærke, at 14 ud af de 30 byrådskandidater er kvinder. I alt 47%. I top 15 er der 8 kvinder, hvilket giver 53%. Nu skal man jo altid passe på med at sætte tal på mennesker, men jeg synes, at vi kan være stolte over, at der er så mange kvinder på listen. Det er sjældent i politik.

Meningsmålingerne har svinget før

På landsplan er meningsmålingerne svingende. Historisk set har partiet dog siden 1990 ligget på niveauet 3,5% til 5,5%. Det var kun til folketingsvalget i 2005, at vi skabte en sensation med 9,2%. Derfor skal vi følge de erfarne politikeres råd om at slå koldt vand i blodet, se fremad og så komme stærkt igen. For det kan vi godt.

Når vores parti står for skud, har vi radikale en tendens til at forsvare os, så det ofte ser ud som om, at vi giver kritikerne ret. Modstandernes negative dagsorden skal vi distancere os fra.

I stedet skal vi selv sætte dagsorden. Vi skal give pokker i negative holdninger fra politiske modstandere og kommentatorer, der jo aldrig bliver stillet til ansvar for deres letkøbte påstande om vores parti.

Nysgerrige radikale ved buffeten
Vi skal omskrive vores image og italesætte os selv offensivt og med overskud. Lad dig ikke skyde hvad som helst i skoene. Et godt eksempel er den gamle vittighed med radikale ved en buffet, der dør af sult, fordi de ikke kan bestemme sig. Den fortæller jeg altid anderledes:

Radikale kan aldrig komme væk fra en buffet, fordi de så gerne vil smage alle tingene. Derimod står der en fra Dansk Folkeparti, der er ved at sygne hen med skørbug. For vedkommende står kun og spiser medister! (Ikke et ondt ord om medister, red.)

Vores medlemstal i Århus er desuden stabilt. I de sidste år har vi konsekvent ligget mellem 450 og 500 medlemmer, hvilket er ret opløftende.

Lørdag 25. april holder vi generalforsamling, hvor vi opstiller et nyt godt hold med folketingskandidater, en ny bestyrelse og valg af formand. Jeg håber, at du kan komme. Vi giver gratis frokost (buffet naturligvis!).

Århus har brug for Radikal politik
For at vinde de næste valg, skal vi føre en tydelig real- og værdipolitik, som vi altid har været garant for.

I Århus gælder det en social ansvarlig by, hvor ingen svage bliver glemt. En by med en stærk folkeskole og sunde daginstitutioner, hvor børn, forældre og medarbejdere trives og udvikles.

En by med mere tillid og mindre bureaukrati. En by i kontrolleret udvikling, der viser store hensyn til miljø, dyr og mennesker.

En by, der skuer ud i fremtiden og tilpasser sig med gode uddannelser, en gennemtænkt infrastruktur og et sundt erhvervsliv.

En by, der lever op til sloganet ”smilets by” i vores sameksistens og dialog med hinanden i et ægte og engageret borgerdemokrati.

Det er store idealer og en kæmpe opgave. Derfor skal vi radikale sætte alle sejl i 2009. Rigtig godt valgår.

Comments are closed.