Som østjysk radikal kan man i grundlovshenseende ikke nå højere end at modtage invitation til at tale ved dette traditionsrige grundlovsmøde – i de smukke omgivelser her på Hohøj.
Lad mig derfor starte med at takke Komiteen for invitationen og kaste mig ud i opgaven med største ydmyghed.
Danmark har et stærkt demokrati forankret i vores grundlov. Grundlovsdag er derfor en festdag.
Men det er også en alvorens dag. En dag hvor vi tager temperaturen på vores demokrati, på medborgerskab, på vores måde at leve sammen på.
I det lys vil min grundlovstale måske af nogen blive misforstået i retning af mistrøstighed og pessimisme på vegne af det danske demokrati.
For, som I vil opleve, mener jeg bestemt, at der er ting at sige om dagsformen af det danske demokrati og medborgerskab.
Men jeg nærer tværtimod den største optimisme. For jeg ser en gryende dag forude. Jeg ser et opgør med den blokpolitiske istid, som 0’erne har været i den del af vores demokrati, som udgøres af landets parlament.
Jeg ser et opgør med den stadigt større centralisme, men tiltagende overvågning, med indskrænkninger i retssikkerhed.
Jeg ser en genrejsning af den kulturradikale opfattelse af frihedsrettighederne.
Frihedsrettigheder der beskytter mindretal mod flertallets tyranni- ikke det modsatte.
Frihedsrettigheder der skal skabe plads til forskellighed og frihed til mangfoldighed. Ikke det modsatte i form af ensretning og intolerance.
Jeg fornemmer det. Fordi det danske demokrati er stærkt og ikke bæres af politikerne, men af befolkningen. Fordi befolkningen vil have forandring.
Men lad os nu først gøre status.
Folketingsåret har også i år budt på vigtige debatter. Og så en del andre….
Vi har så sent som i går fået en ny hundelov med forbud mod bestemte hunderacer. Ikke noget der har virket i andre lande, men nu får vi det så alligevel. Indtil videre ikke noget forbud mod aggressive hundeejere….
Så har vi haft dygtige, loyale embedsfolk i fast arbejde i det såkaldte Burka-udvalg. Som bekendt på baggrund af en ny-konservativs forslag om et burkaforbud. Oprindeligt også på egen matrikel, men senere kun i offentligheden. De storsvedende embedsfolk i Burka-kommissionen kom behændigt frem til, at det måske var bedre at straffe, den der tvang kvinder til at gå i burka – frem for ofret. Ofret i fomr af den burka-betvungne kvinde, som kva sin tøjsmag af flertallet måtte antages at være under tvang. Hvem sagde smagsdommere?
Loven er behandlet tre gange og vedtaget. Nu er straffen på at tvinge andre til at gå med burka skærpet betydeligt. Det skal nok hjælpe – ingen kan huske hvornår nogen sidst er straffet efter de gamle regler. Indtil videre ikke nogen straf for at tvinge kvinder til at tage deres burka af…..
Jeg har gjort det til en vane, at citere Anders Fogh’s tekstilpolitik i min grundlovstale.
Han sagde nemlig i sin af slagsen i 2007: »I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum«.
Jeg kunne ikke være mere enig – men er lidt i tvivl om ham selv er enig med sig selv i dag. I hvert fald er hans efterfølgere tilsyneladende noget vaklende.
Seneste løjerlighed er loven om, at alle pensionister skal lader sig registrere hos deres kommune, hvis de rejser mere end 2 måneder ud af landet og udenfor EU. Forlænger de opholdet undervejs skal kommunen på ny orienteres. Og når de kommer hjem, skal kommunen naturligvis også underrettes.
Og hvorfor så denne kafkaske kontrol? Jo, fordi Ekstrabladet har afdækket socialt bedrageri blandt nogle pensionister som modtog ydelser, selvom de reelt ikke havde fast ophold i Danmark, som af loven defineres som ophold på mere end 12 måneder udenfor landets grænser. Denne artikelserie førte ikke til at kommunerne måske skærpede deres indsats mod socialt bedrageri. Næ, for den der har hammeren ser søm over alt. Og derfor kan kun en ting løse den slags problemer – og det er ny lovgivning. Så nu skal enhver pensionist, der som et led i sit velfortjente otium vil opleve verden, udover de afmålte ferier som arbejdslivet tillader til at lade sig registrere hos kommunen. Ikke fordi det skal bruges til noget eller fordi man gør noget kriminelt. Men fordi Ekstrabladet afdækkede at nogle rent faktisk gjorde noget kriminelt. Det er mageløst. Og et udtryk for en statsmagt, der er i løbet løbsk. Privatlivets fred er til åben diskussion – og enhver er skyldig til det modsatte er bevist.
Efter denne lidt sørg-muntre indledning, lader alvoren sig ikke længere fornægte.
For denne grundlovsdag er noget særligt. Og det ikke på nogen flatterende måde.
I år fejrer vi nemlig grundlovsdag i skyggen af L 187.
VK og DF netop har vedtaget, at borgere i Danmark først må stemme ved kommunale og regionale valg efter fire års ophold i Danmark, hvis de kommer fra 3. lande, mens borgere fra EU-lande og fra de nordiske lande bliver valgbare og får valgret efter tre år, som det indtil nu har været gældende for alle uanset, hvorfra de kommer.
Formentlig for første gang i det danske demokratis historie bliver demokratiet indskrænket. Der findes ikke perfekte demokratier. Og vores er jo også blevet forbedret adskillige gange. Kvinder og mindre bemidlede var ikke inkluderet i folkestyret i dets første år. Men aldrig har man så markant udset sig en gruppe, som man ønskede ikke længere skulle have del i demokratiet. Helt paradoksalt bliver det, når det sker under en parole om demokratisk integration.
Forleden hørte jeg en udgave af P1 udsendelsen Apropos – I ved den type eftertænksom, kvalitets public service, som sikkert forvitrer, når vi efter det seneste medieforlig igen må se frem til fyringsrunder i DR, så der bliver råd til Per 4 fremfor P2 – Møllers Radio, som med et budget som mere end svarer til P1 og P2 lagt sammen, skal levere borgerlig public service og tage kampen op med ”De røde lejesvende” i DR Byen, hvis neutralitet i øvrigt er bekræftet hver eneste gang nogen har undersøgt det.
Nå men i udsendelsen faldt talen på Umberto Eco – filosof og forfatter. Kendt især for Middelalder Romanen ”I Rosens Navn”.
Umberto Eco har det grundsynspunkt, at alle vor tids problemer stammer fra Middelalderen.
I Rosens navn handler jo om inkvisitionens intolerance og den katolske kirkes opgør med humoren, som fordærvede det kristne sind.
Humor, som ifølge Eco er tolerancens fætter. Derfor måtte Inkvisitionen naturligvis humoren til livs. Den kunne jo føre til tolerance.
Jeg tyggede nogle dage på Eco’s påstand om Middelalderen som alle problemers vugge. Og kunne ikke helt ryste det af mig.
For hvad har vi oplevet i Danmark de sidste 10 år?
Er det ikke en slags national-konservativ inkvisition, hvor tolerance er blevet gjort til blødsøden tossegodhed.
En ny politisk korrekthed, hvor ethvert hensyn til mindretal af enhver art opleves, som et anstød mod fædrelandet.
Min kollega Søren Krarup omtaler malende valget i 2001, som systemskiftet.
Jeg skal ikke kaste mig ind i en teologisk diskussion med Søren Krarup, men vover alligevel den påstand, at skulle Eco trække den danske værdikamp tilbage til Middelalderen, ville han ikke være sen til at sætte Pastor Krarup i spidsen for Inkvisitionen.
Siden regeringsskiftet i 2001 er der hver 8. måned vedtaget stramninger af udlændingelovgivningen. Stramninger der er lig med mistænkeliggørelse af de mindretal, der har anden etnisk oprindelse end dansk.
Stramninger der skaber polarisering i samfundet og får gode medborgere til at føle sig marginaliseret. Det er afgørende, at alle kan komme ind i det store fællesskab og blive set på som ligeværdige.
Lad mig give et eksempel fra den seneste uge
Regeringen fremlagde sin genopretningsplan, som over Pinsen blev til en aftale med Dansk Folkeparti.
Aftalen er tilnærmelsesvis børnefjendsk. I hvert fald for børnerige eller helt barnløse familier.
Kunstig befrugtning skal man nemlig selv til at betale for. Og børnechecken er der lagt loft over, så man ikke får en børnecheck per barn, når man når et vist antal.
Men sådan startede det ikke. DF ville oprindeligt have begrænset de riges børnecheck gennem en indtægtsregulering, frem for et loft over antallet af børn man kunne modtage en check til.
Baggrunden for dette skift er ganske enkelt indvandrerfjendsk. Det viser en mail, som Dansk Folkeparti helt uden blufærdighed om sine motiver, sender til borgere, som afkræver partiet en forklaring. Prisværdigt ærligt, men i sin substans uhyggeligt.
Sådan her forklarer partiet sig nemlig:
»Dansk Folkeparti havde ønsket at graduere børnefamilieydelsen efter indtægt. Men en sådan graduering ville uvægerligt betyde, at børnerige indvandrerfamilier vil blive tilgodeset i uforholdsmæssig høj grad,«
Og partiets formand Pia Kjærsgaard sagde direkte til Ritzau:
»Det er da fuldstændig rigtigt, at det rammer folk, som får flere end seks, syv, otte, ni, ti børn. Og vi ved rent statistisk også – i de fleste tilfælde – hvem det er,«
Jeg kender ikke noget sted, hvor bleerne er billigere fordi børnene har anden oprindelse end dansk og har mange søskende.
Det er rystende, at et den nye ordning altså er et udtryk for, at man har en børnepolitik for danske børn og en anden for børn i indvandrerfamilier.
Man skal være varsom med sin sprogbrug, men det er svært ikke at tage alvorlige gloser i anvendelse, når man først tager stemmeretten fra udvalgte minoritetsgrupper og derefter rammer dem på pengepungen.
Men det er ikke den eneste måde Den Danske Inkvisition arbejder på. Der er også mere sofistikerede metoder.
Regeringen haster ny lovgivning igennem, derfor bliver konsekvenserne ikke ordentligt belyst. Da udlændingepakken skulle gennemføres var høringsfristen på 13 dage inklusiv påskedagene. Det måtte bl.a. Institut for Menneskerettigheder opgive at nå.
Og uden anden argumentation en politisk opportunisme, er Folketinget nu midt i at hastebehandle den såkaldte Genopretningsaftale, som uden problemer kunne have været behandlet efter almindelige procedurer i efteråret.
Også ytringsfriheden er sat under pres af den danske inkvisition. Offentligt ansatte såvel som privat aktører risikerer alvorlige konsekvenser hvis de benytter sig af deres ret til at ytre sig i den offentlige debat.
Det var fagpersona non grata, da det i forbindelse med den nye udlændingelovgivning blev slået fast, at læger, der udtaler sig offentligt om sager om humanitær opholdstilladelse, må regne med at deres lægeerklæringer tilsidesættes. Altså hvis du er uenig med regeringen politisk – tilsidesættes din faglige vurdering.
Dermed har regeringen effektivt begrænset ytringsfriheden for læger, men kun dem, der ytrer sig til deres patients fordel og altså mod Inkvisitionens politik. Kønt er det ikke.
Og da Institut for Menneskerettigheder fornylig afgav et kritisk høringssvar på udlændingepakken – det såkaldte Serviceftersyn, beskyldte Birthe Rønn Hornbech i et debatindlæg, direktøren for at politisere. Hun truede ham indirekte med at fratage instituttet bevillingen, da hun i debatindlægget understreger, at instituttet er offentligt finansieret og, at Instituttet ikke løfter de opgaver de opgaver, de er sat i verden for at varetage.
Hvad var brøden i denne sag?
Jo Instituttet havde skarpt kritiseret de nye udlændingelove.
Men hvad er da Institut for Menneskerettigheders opgave? Det er jo præcis det. At rådgive den til enhver tid siddende regering om, hvordan den skal undgå at komme i konflikt med menneskerettighederne. Problemet her var bare, at det mente instituttet ikke man kunne med de lovforslag, der var på bordet. Og det ville ministeren ikke lægge øre til.
Jo Den Danske Inkvisition rider derudaf.
- demokratiets grundstof – stemmeretten er ikke hellig
- Velfærdssamfundets hjørnesten: at de bredeste skuldre skal bære mest erstattes i stigende grad af en skelnen mellem de brune og de hvide skuldre.
- Magtarrogance og ytringsfrihed under pres er dagens orden.
Jo, frisind, retsind og lovsind står det sløjt til med.
Bedre bliver det ikke, hvis vi kigger på den fjerde af de værdier, som står bag Grundlovsmontren på Christiansborg: nemlig storsind.
For da regningen for krisen skulle betales, måtte udviklingsbistanden holde for.
Selvom regeringen gik til valg på gradvis at øge bistanden til mere end 0,8% af BNI.
Og selvom Løkke i Februar skrev i sit nye arbejdsgrundlag at bistanden i hvert fald ikke måtte falde under 0,8%, ja så beskar man den alligevel i genopretningsplanen 3 måneder senere.
Genopretningsplanen der som bekendt blev gennemført, fordi økonomien var i bedring de seneste måneder.
Nu er den beskåret til 0,76, hvilket giver et niveau svarende til 1984.
Danmark har Europas bedste økonomi, og så vi sender regningen videre til klodens fattigste, når skoen klemmer lidt.
Storsind er det ikke.
Sådan er det med det internationale engagement.
Regeringen leverer et EU-hykleri uden sidestykke.
Statsministeren skader danskernes forhold til fællesskabet.
For det første bruger Løkke EU som syndebuk for det økonomiske genopretning i stedet for at tage ansvaret selv.
Regningen for krisen kommer ikke fra bureaukrater i Bruxelles, men blev udskrevet i de gode år, hvor vi svigtede at forberede os til de dårlige. En uansvarlig økonomisk politik, som fik selskab af en økonomisk krise og så blev regningen stor. Og der er flere på vej. Det skader danskernes opbakning til EU på et helt usagligt grundlag, når man ikke tager ansvaret for sin egen økonomiske politik, men bruger EU som syndebuk.
For det andet er det hykleri, når Løkke taler om at EU skal spille en større rolle i verden, som han gjorde i sin afslutningstale. Når han samtidig siger nej, når oppositionen foreslår en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så Danmark kan være med, når EU vil tage ansvar. Det er hykleri. Særligt når man skriver i sit arbejdsprogram at man ønsker forbeholdene afskaffet.
Det er derfor nærliggende, at spørge Statsministeren, som sikkert på grundlovsdag igen vil tale pænt med EU, om Venstres nye, tilbageholdende EU-linje, er en aftale med DF, som indbefatter at der ikke sættes forbehold til afstemning?
Jeg kan ikke forestille mig at en ny regering skulle være mindre ambitiøs end den nuværende. Men der skal handling bag ordene. Så ja, en ny regering skal sætte forbeholdene til afstemning hurtigst muligt.
For Danmark skal ikke frygte verden. Vi har så meget at byde på. Lad mig bare give et lille aktuelt eksempel.
Nationalklenodiet Den Lille Havfrue står i dag i Danmarks udstillingsbygning ved Verdensudstillingen i Shanghai. Gæsterne står i kø, for at se den lille statue, som er smukt forenet med moderne dansk arkitektur. Ved siden af står danske virksomheder og skaber nye kontakter.
Perfekt forening mellem globaliseringens nye muligheder og vores kulturarv. Hånd i hånd.
Inden det kom så vidt, havde vi dog lige haft en folketingsdrøftelse om sagen, fordi Dansk Folkeparti per beslutningsforslag ønskede at forhindre Havfruen i at komme til Kina.
Tænk sig, at nogen ville forhindre havfruen, hvis ”far” sagde: ”at rejse er at leve”, i at komme på jordomrejse.
H.C. Andersen skrev også: ”I Danmark er jeg født her har jeg hjemme” . I dag er det nærmest som om mange tænker: ”Hvis ikke Danmark forbliver nøjagtig som da jeg blev født – så vil jeg ikke føle mig hjemme”. Intet må forandres. Alt skal være som det var, og blive som det er.
Jeg ved ikke hvor denne angst for forandring kommer fra. Men tiden står ikke stille. Det gør samfundet heller ikke.
Den Danske Inkvisition kommer, så og nu må den godt gå igen.
Måske kan vi om et år fortælle om genkomsten af det samarbejdende folkestyre. I oppositionen er vi enige om
- kvalificeret flertal for at danske soldater kan komme i krig
- og at 40% af Folketinget skal kunne forlange en uvildig undersøgelse af en given sag.
Det mener vi som mindretal, og det vil vi gennemføre som flertal.
Vi kan måske fejre nedsættelsen af en retssikkerhedskommission, som skal gennemgå terrorlovene og se om retssikkerheden har brug for sin egen genopretningsplan.
Vi kan måske se tilbage på afskaffelse af starthjælpen og andre diskriminerende tiltag.
Det kan vi – hvis vi ta’r ansvar. For økonomien, for uddannelse og forskning og for hinanden og de som er kommet senest hertil.
Hvis vi ta’r ansvar og i fællesskab bruger demokratiet til at skabe forandring i Danmark.
Det er der brug for.
Glædelig Grundlovsdag.
