Radikale Venstre i Aarhus

Århus Radikale Vælgerforening

De to kendte politikere fra Det Radikale Venstre blander sig nu i regionsrådsvalgkampen og anbefaler nummer to på listen, Andreas Steenberg.  Det glæder selvfølgelig kandidaten, der håber det kan skaffe ham plads i regionen og ikke mindst sikre flere radikale stemmer.

“Jeg kender Andreas og har arbejdet sammen med ham gennem nogle år. Andreas er en helt igennem flink og retskaffen ung mand med en god humor. Han er kvik og let at samarbejde med. Han er kreativ og har politisk fingerspidsfornemmelser. Andreas vil blive en samvittighedsfuld og flittig politiker i regionsrådet,” siger den tidligere radikale formand og nu integrations- og uddannelseordfører Marianne Jelved.

“Regionsrådet varetager væsentlige velfærdsområder på sundhed og uddannelse – alligevel har de svært ved at komme i øjenhøjde med borgerne. Det kan Andreas Steenberg lave om på. Han har en fandenivoldsk tilgang til politik, når han kæmper for de grupper, som andre glemmer fx de psykisk syge. Han går ind i folk med træsko på og har et godt glimt i øjet. Andreas kan både levere radikale resultater i regionen og holde gang i den offentlige debat, hvis han får chancen. Det håber jeg han gør!, ” siger finansordfører og næstformand for de radikale Morten Østergaard.

”Jeg er rigtigt glad for at Morten og Marianne vil give partiet og mig en hjælpende hånd i valgkampen. Hvis jeg bliver valgt så kommer det meget til at handle om at få penge til vores region fra Christiansborg, så jeg håber der også er hjælp at hente efter den 17. Hvis jeg skal gøre noget ved min store mærkesag, psykiatrien, kræver det nemlig hjælp fra Christiansborg,” siger Andreas Steenberg, der er den øverst placerede århusianer på listen.

Comments are closed.