Torsten Nielsen, tidligere byrådsmedlem for Radikale Venstre i Århus Byråd 1970-78 og tidligere formand for FO-Århus fra 1978-88, døde den 1. april i sit hjem på Bornholm kun 66 år gammel. Han var folketingskandidat i Hammel Kredsen omkring 1983 og var amtsformand fra 1982-84. Han var kommuneformand og storkredsformand på Bornholm ved sin død. Torsten trådte til som formand for FO-Århus i 1978 i foreningens mest kritiske og truede periode.
I et tidligere interview i FO-Århus’ blad Nicolai udtalte han bl.a.: “Det gik dog ikke helt godt i FOs første leveår. Det tegnede i begyndelsen til vuggedød. De første to år blev der ikke oprettet hold overhovedet og i sommeren 1975 blev der taget initiativ til en ekstraordinær generalforsamling med henblik på nedlæggelse af FO-Århus.
Heldigvis besindede man sig og tog en tørn til, og det gav bonus: i skoleåret 1975/76 blev der oprettet 4 hold, i 1976/77 var der 67 hold og i 1977/78 blev det til 145 hold.
Prisen for væksten var en meget dårlig likviditet, og da jeg trådte til som formand i 1978 måtte jeg sætte mit sommerhus ind som underskudsgaranti – idealismen var stadig i behold! Og det var sommerhuset også, da vi efter 4-5 år var ude af den økonomiske krise.
I 1978, da jeg blev formand var FOs størrelse ca. 1/10 af AOFs. Da jeg fratrådte i 1988 manglede vi 1/10 i at være lige så store som AOF og vi havde forlængst nået det magiske tal: 8500 deltagertimer, der betød at vi var blevet så store, at vi skulle have en skoleleder ansat.”
På spørgsmålet om hvad folkeoplysningens og specielt aftenskolens opgave er i dag, svarede han i samme interview:
“Først og fremmest skal den sørge for at overleve. Den skal gøre opmærksom på at der er brug for den. I vores højeffektive samfund, hvor alle, både politikere, firmaer og alm. mennesker sætter sig kortere og kortere mål, er det nødvendigt at bringe langsigtede værdier ind i folks tilværelse. Det er sådan set lige meget om FO-Århus’ program har 4 farver og glitrer, hvis blot indholdet har kvalitet. Folkeoplysning skal, i modsætning til VUC, AMU og andre fagspecifikke kurser, give os mulighed for at vælge holdninger, for at dissekere vores flygtige tilværelse for at komme ind til kernen, til de grundlæggende livsvilkår. Det nytter jo ikke at man lærer at styre en truck, hvis man ikke kan styre sit eget liv. Folkeoplysning skal stå for det valide, det holdbare, det livslange.”
Torsten var en ildsjæl fyldt med engagement, humor og ikke mindst diskussionslyst. Også efter at han holdt som formand i 1988 har han været aktiv i FO-Århus som f.eks. kritisk revisor og repræsentant for os på mangfoldige landsmøder.
Inden Torsten flyttede tilbage til sin fødeø havde han bl.a. jobs i TDC og kommunedata.
Fra 1970-78 sad Torsten Nielsen desuden i Århus Byråd for Det radikale Venstre.
Torsten efterlader sig hustru og søn.
Æret være Torstens minde!

