I det skønne naturområde ved Hohøj tæt ved Mariager afholdes der som sædvanlig grundlovsmøde.
Hohøjmøderne er en gammel tradition. Det var oprindelig St. St. Blicher, der planlagde et møde, og i den anledning skrev han: ”Jyden, han er stærk og sej”. Det var i 1846, men mødet blev aldrig afholdt. Først i 1913 blev de første møder afholdt, og mellem de 2 verdenskrige var møderne en stor folkefest med 3-4000 deltagere, men efterhånden døde møderne ud.
I 1990 besluttede Hohøjkomiteen, at der skulle afholdes grundlovsmøder, og det har der nu været i 20 år. I vedtægterne for mødernes afholdelse står der bl.a., at talerne skal være: ”Skandinaviens mest fremtrædende mænd og kvinder”, og det klarer Hohøjkomiteen på bedste vis.
I år er talerne: MOGENS NYHOLM Randers. Mogens Nyholm er handelsskolelærer og er medlem af Randers byråd. Han er valgt af Det radikale Venstre, og er formand for byrådets Miljø- og teknikudvalg. Han er spidskandidat for partiet ved kommunalvalget den 17. november. Den anden taler er: BODIL HINDSHOLM HANSEN, der er sognepræst i Udbyneder-Kastbjerg. Hun er kendt som medstifter af Præsteinitiativet, der har til opgave at forsvare flygtninge fra udlandets rettigheder til et humanitært ophold i Danmark.
Mødet begynder kl. 14.00. Før og imellem talerne bliver der sunget fra Højskolesangbogen. Man skal selv medbringe borde, stole og madkurve. (Dog findes få borde og bænke på pladsen). Så mød op og få en god oplevelse med gode talere og et ophold i det skønne naturområde, der er ved Hohøj.
HUSK! Hohøj er Nordeuropas største bronzealderhøj . Området er selvfølgelig fredet, men det er ejet af Det Radikale Venstre i den gamle Mariagerkreds og administreres af Hohøjkomiteen.

