Når jeg ser på vores samfund, så fungerer det jo ok. Vi kan gå til læge, togene kører, børn bliver uddannet og de ældre får omsorg. Egentlig kunne man lige så godt læne sig tilbage i liggestolen og tænke: Det går jo nok alt sammen. Jeg har det jo meget godt… og sikke en sød sommerfugl…

Men pludselig trænger hverdagens problemer sig på. Din vens kone har være udsat for en fejlbehandling på sygehuset. Nabobørnene mistrives i folkeskolen. Ens somaliske kollega bliver udsat for racisme. En ny motorvej smadrer et naturområde. Konflikten i Mellemøsten synes uden ende. Og hvad gør du, hvis du mener, at det er for dårligt? At nogen bør gøre noget. Det er her, at politikerne kommer ind.

Deres politik er selvfølgelig vigtig, men menneskene bag politikken er endnu vigtigere. De skal have karakterstyrke, mod, virkelyst, kompetencer og samarbejdsevner, som gør, at de kan lykkes. De skal kunne fikse de store og små udfordringer, som landet konstant har. De skal lægge sporerne til fremtiden og samtidig agere i evigt skiftende hverdag.

Det evner vores radikale folketingskandidater, og du kan være med til at overbevise dine venner og bekendte om det samme. Og endnu bedre, så kan du give en hånd med i valgkampen, når valgtrommerne lyder. Men først:

Rigtig god sommer!

Sander Jensen
Formand, Århus Radikale Vælgerforening

I juli gælder det om at få smidt stængerne op i solvognen og nyde livet, for når vi vender tilbage i vigør i august, så starter en laaaaang valgkamp.

Heldigvis er vi jo klar med partiets hidtil største satsning udenfor valgkamp, som vil være synlig over hele landet fra midt i august, hvor vores nye slogan: ”Tag Ansvar” skal indprentes i vælgernes bevidsthed. Både folketingsgruppen og kandidater over det ganske land er i gang med at planlægge aktiviteter, som kan bakke kampagnen op. Der bliver rig mulighed for alle til at bidrage i efterårssæsonens første tre måneder.

”Tag Ansvar” er både en opfordring og en politisk melding. Vi er klar til at tage ansvar for, at en ny regering fører en ansvarlig økonomisk politik, gør den danske udlændingepolitik et velfærdssamfund værdigt, og at vi får en uddannelsespolitik, som rykker magten tilbage i klasselokaler, auditorier og laboratorier, fremfor statslig detailstyring.

Men vi opfordrer også vælgerne til at tage ansvar. I 10 år, hvoraf de fleste har været historisk gode, har VKO ignoreret økonomernes råd og ikke formået et fremtidssikre velfærden ved at gøre økonomien holdbar, når de store årgange går på pension. I Radikale Venstre lytter vi – også til økonomer.

I 10 år har VKO målrettet marginaliseret indvandrere med starthjælp, 300 timers regler osv. De har skadet vores anseelse i udlandet, hvor vores image i dag er markant anderledes end det Overskuds-Danmark, der havde råd og hjerterum til mere end os selv. Senest med nye beskæringer af udviklingsbistanden i Genopretningsplanen. Vi stoler – også på udlændinge i Radikale Venstre.

I 10 år har detailstyringen været i epidemisk vækst trods løfter om det modsatte. I dag har man en selvstændig skolestyrelse i undervisningsministeriet med et halvt hundrede statskontrollører af folkeskolen.. Det har man aldrig tidligere haft brug for. Vi tror – også på lærerne, og derfor vil vi flytte penge fra bureaukrati til efteruddannelse af de lærere, som løser opgaven til daglig ude på skolerne. Det virker langt bedre.

Selv arbejder jeg hårdt – når jeg ikke lige solbader – med en ny innovationsstrategi for Danmark, som også skal lanceres i efteråret.

Så der er nok at give sig til. Jeg håber, at I vil overveje et bidrag til kampagnen i efteråret. Så snart planerne er konkrete hører I nærmere. Det bliver fedt!

At der kan gå månedsvis, før der udskrives folketingsvalg, stopper ikke min styregruppe og min gruppe af gæve og glade valgkrigere. Indtil nu er der lavet event på Europa-dag med alle de europæiske flag samt alverdens europæiske tapas foran banegården, der er lavet stand med prøvevalg og grundlovsgraffiti i Gellerup-parken på Grundlovsdag, og der er blevet lavet to youtube-videoer og utallige læserbreve og pressemeddelelser, og efter sommerferien starter en mere personlig, en-til-en kampagneform. Der prøves i det hele taget på alle tænkelige måder at vifte med den radikale fane allerede nu.

Kampagne fra Athen?!

At jeg har en dygtig styregruppe og en energisk valgkrigergruppe får jeg meget brug for det næste halve år, da jeg har fået en praktikplads i den politiske afdeling på den danske ambassade i Grækenland. Jeg vil fortsat være aktiv via blog, læserbreve og facebook, og jeg overlader således trygt ansvaret for planlægning og mobilisering herhjemme til min kampagneleder Anders Clausen, som altid kan kontaktes på kampagne@livandersen.dk. Du kan også følge med på livandersen.dk, hvor jeg vil blogge fra et Grækenland i både økonomisk og politisk krise.

Seneste nyt fra min valgkampagne

Der er masser af muligheder for at hjælpe mig med at gøre det radikale folketingskampagneskyts klar. Blandt andet kan du tilmelde dig mine to facebookgrupper, hvor af den ene blot er en support-gruppe med navnet ”Sæt Liv i Folketinget”, mens ”Valgkriger for Liv” er for dig, der vil deltage aktivt enten i forberedelserne eller under valgkampen, hvis du til den tid har mulighed for det. Du må også meget gerne kontakte Anders Clausen, hvis du har ideer til kampagnen. Har du f.eks. kontakter til arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner eller foreninger, som vil have besøg af en folketingskandidat til oplæg, debat eller rundvisning, er vi meget interesserede. Som noget nyt er det også muligt at støtte min kampagne økonomisk, da vi har oprettet en konto til formålet. Dette gøres på reg. nr. 7739 og kontonr. 0001317904.

Til slut er der kun at sige, at jeg glæder mig til at vinde valget sammen med dig, og at jeg er på pletten med flyers, lir og godt humør med det samme Løkke trykker på knappen – Grækenland eller ej!

Det er sørgeligt, at se hvordan den politiske dagsorden trækkes rundt af enkeltsager og kortsigtede løsninger. De fleste politikere virker desværre kun optagede af at blive genvalgt ved næste valg. Det hører naturligvis med til politik, men burde efter min mening ikke gå ud over vigtige politiske sager, slet ikke når det gælder bæredygtighed, hvor jorden selv har sat en holdbarhedsdato. Hverken miljømæssigt, socialt eller økonomisk kan vi være bekendt ikke at gøre mere for at sikre langsigtede løsninger.

Mange politikere har indstillet sig på, at det ikke er til at lave om, fordi de er bange for at miste vælgere og skade økonomien. Nogen vil måske sige, ”jamen se på regeringens genopretningsplan og S-SF’s såkaldte ”fair løsning”, det skal jo netop skabe bæredygtighed i økonomien”.

Der skulle åbenbart en større økonomisk krise til, før regeringen langt om længe fik øjnene op for nødvendigheden af langsigtede økonomiske perspektiver. Men miljømæssig og social bæredygtighed synes ikke at stå øverst på regeringens dagsorden. Hvad med egentlige økonomiske reformer, som f.eks. afskaffelsen af efterløn, der foregriber manglen på arbejdskraft i fremtiden? Og hvad med det internationale engagement, der skal understøtte det globale arbejde for en miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig dagsorden? Der går regeringen den modsatte retning ved blandt andet at skære i ulandsbistanden uden tanke for, at global fattigdomsbekæmpelse er en af grundstenene i en bæredygtig planet.

Det har været kendt længe, at der er behov for reformer for at skaffe arbejdskraft, og at der er lang vej til miljømæssig bæredygtighed. Danmark og resten af verden kiksede i forbindelse med klimatopmødet, men der er stadig kun én beboelig planet, så det er vigtigt at holde ud. Vi må som radikale politikere øge det politiske pres og arbejde for en hurtig overgang til vedvarende energi, beskyttelse af plante- og dyrearter, udvidelse af naturområder, internationalt samarbejde og social retfærdighed.

Det er dog positivt, at EU faktisk gør lidt for at presse medlemslandende og forsøger at sætte en international dagsorden for miljøet. Desværre er EU så økonomisk presset, at der mangler overskud til seriøse reformer på miljøområdet. Derfor skal Danmark opprioritere både miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Der skal sættes højere mål, og de mål vil Radikale Venstre være med til at sætte og føre ud i livet.

For der er ikke noget holdbart alternativ.

Volden i bybusserne i Århus er et problem, som vi skal til livs. Vi skal vise, at vi tager afstand fra volden, som rammer uskyldige.

”Men det er ikke nok med ord. Der skal handling til, for at vi kan komme volden til livs. Derfor vil jeg tage initiativ til et møde, hvor vi kan finde frem til løsninger på problemerne,” siger viceborgmester Rabih Azad-Ahmad (R).

Til mødet skal inviteres kommunale repræsentanter fra de sociale myndigheder og fra skolerne, samt forældre, busselskabet, politiet og frivillige fra f.eks. Natteravnene og andre grupper.

”Det er forfærdeligt, at folk ikke trygt kan køre med bussen. Jeg tror, at rigtigt mange venter på handling for at få løst problemerne med vold i bybusserne,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Den aktuelle baggrund er en voldssag, som har været beskrevet i medierne: En mand blev voldeligt overfaldet, og fik slået nogle tænder ud, af en gruppe unge i en bybus, da han ville forsvare en ældre mand. Sagen er for Retten i Århus i morgen, torsdag d. 10. juni, og den overfaldne mands bror har på baggrund af sagen appelleret til politikerne i Århus Byråd om at få gjort noget ved volden og skabt større sikkerhed for passagererne i bybusserne. Han har også henvendt sig til pressen.

En hel del børn i Århus bliver kørt frem og tilbage til deres skole i bus. Rabih Azad-Ahmad mener, at mange børn bliver stressede af denne transport, mens andre måske bare er dårligt opdragede, hvilket kan være noget af baggrunden for problemerne. Men det er vigtigt at få alle sider af problemet belyst, og det er først og fremmest vigtigt med handling.

”Det er nødvendigt med et møde med relevante parter, hvor vi kan drøfte, hvad der kan gøres for at komme volden til livs. På mødet kan de forskellige parter fortælle, hvad de kan bidrage med, og indsatsen kan blive koordineret,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Med venlig hilsen

Rabih Azad-Ahmad

Byrådsmedlem, (R)
1. viceborgmester
e-mail: ra@byr.aarhus.dk
tlf. 40 50 76 59

Læseren møder ikke digteren
i digtet,
læseren møder sig selv,
læseren møder blomsterne og bierne
i digtet,
og i digtet møder læseren træerne,
der vokser ind i himlen
i mangel af bedre,
og måske i et mellemrum mellem to ord
eller ved et linjeskift, dér
møder læseren digteren
i et ubevogtet øjeblik i brombærhegnet
sort om munden.

Det er ikke let at være Jeppe Aakjær
med mor og hendes rok og far og hans hat.
Det er ikke let at være Claussen.
Det er ikke let at være dén Claussen.
Det er ikke let at have to esser i sit navn,
når det ene er hjerter, og det andet er spar.
Det er ikke let at kæmpe sig igennem mørket på havnen
og ind ad bagdøren i den gamle Toldbod.
Det er et held, hvis man fanger sin kat, når det tilmed er stormvejr,
og et held hvis man fanger en hvid undulat i en snestorm.
Sneflokke kommer vrimlende til mig.
Jeg er havren.

I dag sørger vi over de faldne,
i morgen angriber vi igen.
I morgen findes systemerne igen.
Systemerne findes og kopierne findes.
Kopierne af det skæve tårn i Pisa findes.
Men findes det skæve tårn i Pisa?

Kopierne af Thorvaldsens Kristus findes, og mormonerne findes.
Men findes Thorvaldsens Kristus inde i Kabaen, eller har han den i sin hule
hånd?
Findes den lille havfrue i burka i Kina eller Burkina Faso?
Findes Alice i eventyrland, eller bor hun lige inde ved siden af?

Cecilie findes ikke, siger de.
Selv om jeg tror at se hende både her og der.
Det er bare noget, jeg bilder mig ind.
Det er ikke hende.
De siger, det er Rasmus. Rasmus modsat.
I dag så jeg Cecilie, og der er ingen tvivl!
Det var hende med det gulerodsfarvede hår, som I taler om.
Hun kom ud af det blå og landede på det modsatte fortov.
Med al min ensomhed omkring sig.

Det er ikke let at være enlig mor.
Det er ikke let at være kokkens datter.
Det er ikke let at være Leth.
Det er ikke let at være ham.
Det er ikke let at være Hamlet.
Det er ikke let at se sin mor falde for en morder
og sin far for morderens hånd.
Det er ikke let at være eller ikke at være.
Det er ikke let at være Ophelia.
Det er ikke let at gå i kloster.
Det er ikke let, når alt er fuldbragt, og resten er tavshed.
Det er ikke let at holde kæft.

Det er ikke let at være den nye dreng i klassen.
Det er ikke let at være den pæne dreng i klassen.
Det er ikke let at være den frække dreng i klassen.
Det er ikke let at være det hele på én gang.
Det er ikke let at være halal.
SVIN, SVIN, SVIN, SVIN!
Det ER ikke let at være prinsen af Danmark.

Det ville være let at være Svinedrengen
og i virkeligheden være en prins
i et eventyr af H. C. Andersen.

Det er ikke let at være en endnu levende Søren Kierkegaard
og bo sammen med et næsehorn i Vagn Lundbys domicil
i den gamle mølle i Rudkøbing udenfor sæsonen.
Det er ikke let at være Ole Lund Kirkegaard
og gå rundt og rundt med en flodhest i haven.
En dag farer den vild og fryser ihjel i en snedrive i marts.
Man kan dø en sommernat, hvis porerne åbner sig på grund af druk.
Det er ikke nok at have en lille fjer på.
Det er ikke nok at have en fjer i hatten.
Det er ikke nok at pynte sig med lånte fjer.
Det er ikke nok at være Edgar Allan Poe eller Per Olov Enquist
og gå med en skræk i livet for at dricka ut skallan!
Det er ikke let at komme ud af kurs, når det kører på skinner.
Det er ikke let at komme ud af Kursk.

Det er ikke let at holde på hat og briller, når jorden skælver i Jacmel.
Paradisfuglen flyver.
Men det er ikke let at binde sit slips og snøre sine sko,
når bygningerne styrter sammen om ørerne på én eller to.
Det er ikke let at være taxachauffør
og kende byen som sin egen lomme,
når man har så dybe lommer i Madeira.
Jeg skulle have været langturschauffør
og køre med levende lys og grise over grænsen.
Jeg skulle have været menneskesmugler med lig og lignelser i lasten.
Jeg vil være langturschauffør
og køre fangerne hjem i hvide busser
fra Birkenau og Bergen-Belsen.
Jeg vil begynde på en frisk
og smugle bibler ind i det tidligere Sovjetunionen
og det nuværende Afghanistan.

Jeg kunne i det mindste have cyklet til Nyborg
og fisket i rørte vande.
Jeg kunne have fået lov.
Jeg vil begynde på en frisk
og cykle til Egå og Grenå.
Jeg vil begynde på en frisk.
Jeg vil begynde på en fisk.
En fisk i vandet.
En fugl i flugten.
Et æble i faldet.
Et æble i fadet.
Susanne i badet.
Jeg vil begynde med hende.
Jeg vil begynde med det samme.
Jeg vil begynde med hendes hænder.
Jeg vil begynde i en drøm, hvor hun med røde læber kyssede mit øje.
Mit dårlige øje.
Så forsvandt hun, og jeg vågnede.
Jeg vil begynde med hende.
Jeg vil begynde med hendes hænder.

Jeg har cyklet til Faaborg og sejlet til Lyø.
Jeg har danset på Lyø og festet på Bjørnø.
Nu mangler jeg kun at se Avernakø og dø.

Stederne findes, og Kristus findes i stedet for ham.
Let er det ikke.
Men stederne findes, og de sorte steder findes.
Fængslerne findes, og Auschwitz findes i Legoland.

Jeg holder af hverdagen.
Jeg holder af at stå op.
Jeg holder af duften af napalm om morgenen.
Jeg holder af mørkets hjerte.
Jeg holder af lys i mørket.
Jeg holder af et lille lys i mørket.
Jeg holder af en lille én.
Og én til det andet ben.
I næsen.
I sky.
Og ret som hun knejste med nakken!
Jeg holder af luftkasteller.
Jeg holder af brosten.
Jeg holder af hverdagen.
Jeg holder af Jagtvej.
Jeg holder af København.
Jeg holder af Danmark.
Jeg holder af flaget.
Jeg holder af Grundloven.
Jeg holder af Himmelbjerget.
Jeg holder af Jylland.
Jeg holder af Århus.
Jeg holder af Vestergade.
Jeg holder af GNAGS. Men jeg holder mere af SANG.
Jeg holder af Jyllands-Posten. Men ikke hver dag.
Jeg holder af hverdagen.
Men mest af alt holder jeg af fredagen.
Jeg holder af at stå op.
Jeg holder af duften af kaffe om morgenen.
Jeg holder af Svantes lykkelige dag.
Jeg holder af Giro 413.

Danmark er et eventyrland.
I mener nej?
Så er det det ikke for jer.
Det afhænger af øjnene, der ser.
Der er noget loddent i Danmark og Grønland hund og hund imellem.

Pludselig kan jeg kende det.
Det var her, det regnede.
Det er her, det sner.
Det sner i Helsingør, og det er bidende koldt!
Hvem der?
Et spøgelse går gennem Europa.
Zchweiz, die kleine Henchelein
nehmen wir am Ende ein.
Dette er ikke Peter Laugesen.
Det kan han selv være.
Singvogel über alles.
Ich glaube, dass die Merheit der Dänen
sind klug genug zu wissen,
dass die Zukunft
in die Gemeinde gelegen.
Dette er ikke en ryger.
Dette er klassens tykke dreng.
Det er ikke let at være Helmut.
Det er ikke let at hamle op med Hamlet.
Det er humlen.

Det er ikke let at være Dan.
Det er ikke let at være dén Dan.
Det er ikke let at være en anden Dan.
Det er ikke let at være Dan den Anden.
Det er ikke let at være Anden.
Det er ikke let at være Jøden.
Det er ikke let at være Jokeren.
Det er ikke let at være MC Einar
og få et hit i julegave som ganske ung.
Det er ikke let at være ung.
Det er ikke let at være Peter Dyreborg.
Det er ikke let at være single.
Det er ikke let at være mig.
Må jeg være fri!
Det er ikke let at være fri.
Det er ikke let at være et frimærke og blive slikket på og klæbet fast på en
konvolut.
Det er ikke let at være et bolsje.
Det er ikke let at være en forvandlingskugle.
Det er ikke let at være dronning.
Det er ikke let at være Kongen af Danmark.

Det er ikke let at være tolv år og blive væk fra far og mor.
Det er ikke let for far og mor.
Det er ikke let med sådan en dreng.

Det er ikke let at være Muhammed
og blive tegnet af tolv disciple af en mindre profet.
Det er ikke let at være den lille.
Det er ikke let at være den lille prins.
Det er ikke let at være prins Henrik.
Det er ikke let at være Hènri.
Det er ikke let at være et poetisk gemyt i et lille neurotisk land,
hvor Benny Andersen er konge.

Det er som at se Jorden fra rummet.
Det er kun et lille skridt.
En gammel traver trækkes af stald.
Klap lige hesten.
Jeg er en vandmand.
Du er et hav.
Det er en helt ny planet.
Det er Buddha.
Dette er mit legeme.
Dette er din fod.
Det er to mand frem for en enke.
Det er derfor, jeg strejfer din hånd.

Gud bevare Daniels bog og Markusevangeliet.
Gud bevare bøgernes bog og bøgen og urfuglen
om ikke her så hinsidan.
Gud bevare Sverige og skåne Norge.

Det ville være let at være den største
og flagre som en sommerfugl
og stikke som en bi.
Det ville være let at være Muhammed, Muhammed Ali.

Muhammed er en bombe i andedammen.
Den grimme ælling.
En sort svane.
Et sort får.
Guds lille lam.

Troens hvide snit som skriften i min pande.

Det ville være let at være Ali Baba og de fyrretyve røvere og sige:
Sesam, Sesam luk dig op!
Danmark ville åbne sig for én,
og man ville ikke længere være
en tikkende bombe af hormoner.

Det ville være let at være Aladdin
og få en appelsin i sin turban eller Adam
Oehlenschlager og snuble
over et guldhorn eller to
i overført betydning, ligesom
det ville være let at være H. C. Ørsted
og opdage elektromagnetismen
ved et tilfælde en dag, hvor det regner.
Solen ville skinnen på én,
og der ville være en regnbue
og et magnetfelt.

Det ville være let at være Arkimedes
og se naturens love folde sig ud
ved blot at bevæge verden
med sin finger.

Når læseren møder digteren i digtet,
møder læseren sig selv.

Danmark har et stærkt demokrati forankret i vores grundlov. Grundlovsdag er derfor en festdag.
Men det er også en alvorens dag. En dag hvor vi tager temperaturen på vores demokrati, på medborgerskab, på vores måde at leve sammen på.

I det lys vil min grundlovstale måske af nogen blive misforstået i retning af mistrøstighed og pessimisme på vegne af det danske demokrati.
For, som I vil opleve, mener jeg bestemt, at der er ting at sige om dagsformen af det danske demokrati og medborgerskab.
Men jeg nærer tværtimod den største optimisme. For jeg ser en gryende dag forude. Jeg ser et opgør med den blokpolitiske istid, som 0’erne har været i den del af vores demokrati, som udgøres af landets parlament.
Jeg ser et opgør med den stadigt større centralisme, men tiltagende overvågning, med indskrænkninger i retssikkerhed.
Jeg ser en genrejsning af den kulturradikale opfattelse af frihedsrettighederne.
Frihedsrettigheder der beskytter mindretal mod flertallets tyranni- ikke det modsatte.
Frihedsrettigheder der skal skabe plads til forskellighed og frihed til mangfoldighed. Ikke det modsatte i form af ensretning og intolerance.
Jeg fornemmer det. Fordi det danske demokrati er stærkt og ikke bæres af politikerne, men af befolkningen. Fordi befolkningen vil have forandring.

Men lad os nu først gøre status.
Folketingsåret har også i år budt på vigtige debatter. Og så en del andre….
Vi har så sent som i går fået en ny hundelov med forbud mod bestemte hunderacer. Ikke noget der har virket i andre lande, men nu får vi det så alligevel. Indtil videre ikke noget forbud mod aggressive hundeejere….

Så har vi haft dygtige, loyale embedsfolk i fast arbejde i det såkaldte Burka-udvalg. Som bekendt på baggrund af en ny-konservativs forslag om et burkaforbud. Oprindeligt også på egen matrikel, men senere kun i offentligheden. De storsvedende embedsfolk i Burka-kommissionen kom behændigt frem til, at det måske var bedre at straffe, den der tvang kvinder til at gå i burka – frem for ofret. Ofret i fomr af den burka-betvungne kvinde, som kva sin tøjsmag af flertallet måtte antages at være under tvang. Hvem sagde smagsdommere?
Loven er behandlet tre gange og vedtaget. Nu er straffen på at tvinge andre til at gå med burka skærpet betydeligt. Det skal nok hjælpe – ingen kan huske hvornår nogen sidst er straffet efter de gamle regler. Indtil videre ikke nogen straf for at tvinge kvinder til at tage deres burka af…..

Jeg har gjort det til en vane, at citere Anders Fogh’s tekstilpolitik i min grundlovstale.

Han sagde nemlig i sin af slagsen i 2007: »I det hele taget kunne det bidrage til religiøs fred i det offentlige rum, hvis vi var meget mindre optaget af religiøse symboler. Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil – også i det offentlige rum«.

Jeg kunne ikke være mere enig – men er lidt i tvivl om ham selv er enig med sig selv i dag. I hvert fald er hans efterfølgere tilsyneladende noget vaklende.

Seneste løjerlighed er loven om, at alle pensionister skal lader sig registrere hos deres kommune, hvis de rejser mere end 2 måneder ud af landet og udenfor EU. Forlænger de opholdet undervejs skal kommunen på ny orienteres. Og når de kommer hjem, skal kommunen naturligvis også underrettes.
Og hvorfor så denne kafkaske kontrol? Jo, fordi Ekstrabladet har afdækket socialt bedrageri blandt nogle pensionister som modtog ydelser, selvom de reelt ikke havde fast ophold i Danmark, som af loven defineres som ophold på mere end 12 måneder udenfor landets grænser. Denne artikelserie førte ikke til at kommunerne måske skærpede deres indsats mod socialt bedrageri. Næ, for den der har hammeren ser søm over alt. Og derfor kan kun en ting løse den slags problemer – og det er ny lovgivning. Så nu skal enhver pensionist, der som et led i sit velfortjente otium vil opleve verden, udover de afmålte ferier som arbejdslivet tillader til at lade sig registrere hos kommunen. Ikke fordi det skal bruges til noget eller fordi man gør noget kriminelt. Men fordi Ekstrabladet afdækkede at nogle rent faktisk gjorde noget kriminelt. Det er mageløst. Og et udtryk for en statsmagt, der er i løbet løbsk. Privatlivets fred er til åben diskussion – og enhver er skyldig til det modsatte er bevist.

Efter denne lidt sørg-muntre indledning, lader alvoren sig ikke længere fornægte.

For denne grundlovsdag er noget særligt. Og det ikke på nogen flatterende måde.
I år fejrer vi nemlig grundlovsdag i skyggen af L 187.

VK og DF netop har vedtaget, at borgere i Danmark først må stemme ved kommunale og regionale valg efter fire års ophold i Danmark, hvis de kommer fra 3. lande, mens borgere fra EU-lande og fra de nordiske lande bliver valgbare og får valgret efter tre år, som det indtil nu har været gældende for alle uanset, hvorfra de kommer.

Formentlig for første gang i det danske demokratis historie bliver demokratiet indskrænket. Der findes ikke perfekte demokratier. Og vores er jo også blevet forbedret adskillige gange. Kvinder og mindre bemidlede var ikke inkluderet i folkestyret i dets første år. Men aldrig har man så markant udset sig en gruppe, som man ønskede ikke længere skulle have del i demokratiet. Helt paradoksalt bliver det, når det sker under en parole om demokratisk integration.

Forleden hørte jeg en udgave af P1 udsendelsen Apropos – I ved den type eftertænksom, kvalitets public service, som sikkert forvitrer, når vi efter det seneste medieforlig igen må se frem til fyringsrunder i DR, så der bliver råd til Per 4 fremfor P2 – Møllers Radio, som med et budget som mere end svarer til P1 og P2 lagt sammen, skal levere borgerlig public service og tage kampen op med ”De røde lejesvende” i DR Byen, hvis neutralitet i øvrigt er bekræftet hver eneste gang nogen har undersøgt det.
Nå men i udsendelsen faldt talen på Umberto Eco – filosof og forfatter. Kendt især for Middelalder Romanen ”I Rosens Navn”.
Umberto Eco har det grundsynspunkt, at alle vor tids problemer stammer fra Middelalderen.
I Rosens navn handler jo om inkvisitionens intolerance og den katolske kirkes opgør med humoren, som fordærvede det kristne sind.
Humor, som ifølge Eco er tolerancens fætter. Derfor måtte Inkvisitionen naturligvis humoren til livs. Den kunne jo føre til tolerance.
Jeg tyggede nogle dage på Eco’s påstand om Middelalderen som alle problemers vugge. Og kunne ikke helt ryste det af mig.
For hvad har vi oplevet i Danmark de sidste 10 år?
Er det ikke en slags national-konservativ inkvisition, hvor tolerance er blevet gjort til blødsøden tossegodhed.
En ny politisk korrekthed, hvor ethvert hensyn til mindretal af enhver art opleves, som et anstød mod fædrelandet.
Min kollega Søren Krarup omtaler malende valget i 2001, som systemskiftet.
Jeg skal ikke kaste mig ind i en teologisk diskussion med Søren Krarup, men vover alligevel den påstand, at skulle Eco trække den danske værdikamp tilbage til Middelalderen, ville han ikke være sen til at sætte Pastor Krarup i spidsen for Inkvisitionen.

Siden regeringsskiftet i 2001 er der hver 8. måned vedtaget stramninger af udlændingelovgivningen. Stramninger der er lig med mistænkeliggørelse af de mindretal, der har anden etnisk oprindelse end dansk.

Stramninger der skaber polarisering i samfundet og får gode medborgere til at føle sig marginaliseret. Det er afgørende, at alle kan komme ind i det store fællesskab og blive set på som ligeværdige.

Lad mig give et eksempel fra den seneste uge
Regeringen fremlagde sin genopretningsplan, som over Pinsen blev til en aftale med Dansk Folkeparti.
Aftalen er tilnærmelsesvis børnefjendsk. I hvert fald for børnerige eller helt barnløse familier.
Kunstig befrugtning skal man nemlig selv til at betale for. Og børnechecken er der lagt loft over, så man ikke får en børnecheck per barn, når man når et vist antal.
Men sådan startede det ikke. DF ville oprindeligt have begrænset de riges børnecheck gennem en indtægtsregulering, frem for et loft over antallet af børn man kunne modtage en check til.
Baggrunden for dette skift er ganske enkelt indvandrerfjendsk. Det viser en mail, som Dansk Folkeparti helt uden blufærdighed om sine motiver, sender til borgere, som afkræver partiet en forklaring. Prisværdigt ærligt, men i sin substans uhyggeligt.
Sådan her forklarer partiet sig nemlig:
»Dansk Folkeparti havde ønsket at graduere børnefamilieydelsen efter indtægt. Men en sådan graduering ville uvægerligt betyde, at børnerige indvandrerfamilier vil blive tilgodeset i uforholdsmæssig høj grad,«
Og partiets formand Pia Kjærsgaard sagde direkte til Ritzau:
»Det er da fuldstændig rigtigt, at det rammer folk, som får flere end seks, syv, otte, ni, ti børn. Og vi ved rent statistisk også – i de fleste tilfælde – hvem det er,«
Jeg kender ikke noget sted, hvor bleerne er billigere fordi børnene har anden oprindelse end dansk og har mange søskende.
Det er rystende, at et den nye ordning altså er et udtryk for, at man har en børnepolitik for danske børn og en anden for børn i indvandrerfamilier.
Man skal være varsom med sin sprogbrug, men det er svært ikke at tage alvorlige gloser i anvendelse, når man først tager stemmeretten fra udvalgte minoritetsgrupper og derefter rammer dem på pengepungen.

Men det er ikke den eneste måde Den Danske Inkvisition arbejder på. Der er også mere sofistikerede metoder.
Regeringen haster ny lovgivning igennem, derfor bliver konsekvenserne ikke ordentligt belyst. Da udlændingepakken skulle gennemføres var høringsfristen på 13 dage inklusiv påskedagene. Det måtte bl.a. Institut for Menneskerettigheder opgive at nå.
Og uden anden argumentation en politisk opportunisme, er Folketinget nu midt i at hastebehandle den såkaldte Genopretningsaftale, som uden problemer kunne have været behandlet efter almindelige procedurer i efteråret.

Også ytringsfriheden er sat under pres af den danske inkvisition. Offentligt ansatte såvel som privat aktører risikerer alvorlige konsekvenser hvis de benytter sig af deres ret til at ytre sig i den offentlige debat.
Det var fagpersona non grata, da det i forbindelse med den nye udlændingelovgivning blev slået fast, at læger, der udtaler sig offentligt om sager om humanitær opholdstilladelse, må regne med at deres lægeerklæringer tilsidesættes. Altså hvis du er uenig med regeringen politisk – tilsidesættes din faglige vurdering.
Dermed har regeringen effektivt begrænset ytringsfriheden for læger, men kun dem, der ytrer sig til deres patients fordel og altså mod Inkvisitionens politik. Kønt er det ikke.

Og da Institut for Menneskerettigheder fornylig afgav et kritisk høringssvar på udlændingepakken – det såkaldte Serviceftersyn, beskyldte Birthe Rønn Hornbech i et debatindlæg, direktøren for at politisere. Hun truede ham indirekte med at fratage instituttet bevillingen, da hun i debatindlægget understreger, at instituttet er offentligt finansieret og, at Instituttet ikke løfter de opgaver de opgaver, de er sat i verden for at varetage.
Hvad var brøden i denne sag?
Jo Instituttet havde skarpt kritiseret de nye udlændingelove.
Men hvad er da Institut for Menneskerettigheders opgave? Det er jo præcis det. At rådgive den til enhver tid siddende regering om, hvordan den skal undgå at komme i konflikt med menneskerettighederne. Problemet her var bare, at det mente instituttet ikke man kunne med de lovforslag, der var på bordet. Og det ville ministeren ikke lægge øre til.

Jo Den Danske Inkvisition rider derudaf.
- demokratiets grundstof – stemmeretten er ikke hellig
- Velfærdssamfundets hjørnesten: at de bredeste skuldre skal bære mest erstattes i stigende grad af en skelnen mellem de brune og de hvide skuldre.
- Magtarrogance og ytringsfrihed under pres er dagens orden.
Jo, frisind, retsind og lovsind står det sløjt til med.
Bedre bliver det ikke, hvis vi kigger på den fjerde af de værdier, som står bag Grundlovsmontren på Christiansborg: nemlig storsind.

For da regningen for krisen skulle betales, måtte udviklingsbistanden holde for.
Selvom regeringen gik til valg på gradvis at øge bistanden til mere end 0,8% af BNI.
Og selvom Løkke i Februar skrev i sit nye arbejdsgrundlag at bistanden i hvert fald ikke måtte falde under 0,8%, ja så beskar man den alligevel i genopretningsplanen 3 måneder senere.
Genopretningsplanen der som bekendt blev gennemført, fordi økonomien var i bedring de seneste måneder.
Nu er den beskåret til 0,76, hvilket giver et niveau svarende til 1984.
Danmark har Europas bedste økonomi, og så vi sender regningen videre til klodens fattigste, når skoen klemmer lidt.
Storsind er det ikke.

Sådan er det med det internationale engagement.
Regeringen leverer et EU-hykleri uden sidestykke.

Statsministeren skader danskernes forhold til fællesskabet.

For det første bruger Løkke EU som syndebuk for det økonomiske genopretning i stedet for at tage ansvaret selv.
Regningen for krisen kommer ikke fra bureaukrater i Bruxelles, men blev udskrevet i de gode år, hvor vi svigtede at forberede os til de dårlige. En uansvarlig økonomisk politik, som fik selskab af en økonomisk krise og så blev regningen stor. Og der er flere på vej. Det skader danskernes opbakning til EU på et helt usagligt grundlag, når man ikke tager ansvaret for sin egen økonomiske politik, men bruger EU som syndebuk.

For det andet er det hykleri, når Løkke taler om at EU skal spille en større rolle i verden, som han gjorde i sin afslutningstale. Når han samtidig siger nej, når oppositionen foreslår en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet, så Danmark kan være med, når EU vil tage ansvar. Det er hykleri. Særligt når man skriver i sit arbejdsprogram at man ønsker forbeholdene afskaffet.

Det er derfor nærliggende, at spørge Statsministeren, som sikkert på grundlovsdag igen vil tale pænt med EU, om Venstres nye, tilbageholdende EU-linje, er en aftale med DF, som indbefatter at der ikke sættes forbehold til afstemning?

Jeg kan ikke forestille mig at en ny regering skulle være mindre ambitiøs end den nuværende. Men der skal handling bag ordene. Så ja, en ny regering skal sætte forbeholdene til afstemning hurtigst muligt.

For Danmark skal ikke frygte verden. Vi har så meget at byde på. Lad mig bare give et lille aktuelt eksempel.
Nationalklenodiet Den Lille Havfrue står i dag i Danmarks udstillingsbygning ved Verdensudstillingen i Shanghai. Gæsterne står i kø, for at se den lille statue, som er smukt forenet med moderne dansk arkitektur. Ved siden af står danske virksomheder og skaber nye kontakter.
Perfekt forening mellem globaliseringens nye muligheder og vores kulturarv. Hånd i hånd.
Inden det kom så vidt, havde vi dog lige haft en folketingsdrøftelse om sagen, fordi Dansk Folkeparti per beslutningsforslag ønskede at forhindre Havfruen i at komme til Kina.
Tænk sig, at nogen ville forhindre havfruen, hvis ”far” sagde: ”at rejse er at leve”, i at komme på jordomrejse.

H.C. Andersen skrev også: ”I Danmark er jeg født her har jeg hjemme” . I dag er det nærmest som om mange tænker: ”Hvis ikke Danmark forbliver nøjagtig som da jeg blev født – så vil jeg ikke føle mig hjemme”. Intet må forandres. Alt skal være som det var, og blive som det er.

Jeg ved ikke hvor denne angst for forandring kommer fra. Men tiden står ikke stille. Det gør samfundet heller ikke.

Den Danske Inkvisition kommer, så og nu må den godt gå igen.

Måske kan vi om et år fortælle om genkomsten af det samarbejdende folkestyre. I oppositionen er vi enige om
- kvalificeret flertal for at danske soldater kan komme i krig
- og at 40% af Folketinget skal kunne forlange en uvildig undersøgelse af en given sag.
Det mener vi som mindretal, og det vil vi gennemføre som flertal.
Vi kan måske fejre nedsættelsen af en retssikkerhedskommission, som skal gennemgå terrorlovene og se om retssikkerheden har brug for sin egen genopretningsplan.
Vi kan måske se tilbage på afskaffelse af starthjælpen og andre diskriminerende tiltag.
Det kan vi – hvis vi ta’r ansvar. For økonomien, for uddannelse og forskning og for hinanden og de som er kommet senest hertil.
Hvis vi ta’r ansvar og i fællesskab bruger demokratiet til at skabe forandring i Danmark.
Det er der brug for.

Glædelig Grundlovsdag.

Århus Radikale Vælgerforening serverer pindemadder, og der kan købes billige øl og vand. Hvis vejret er godt, så er der plads til at sidde og hygge sig udenfor.

- Ideen er at lave et anderledes og mere socialt grundlovsmøde, men stadig med den gode tradition for gode taler. Derfor har vi i år inviteret en poet til at holde tale efter vores hovedtaler. Samtidig kan må få lidt at spise og billige drikke i hyggelige omgivelser, siger Sander Jensen, formand for Århus Radikale Vælgerforening.

Tid og sted:
Fra 17.30 til ca. 21.00
Kollegiebaren Eforen, Karl Vernersvej 2 i Universitetsparken, 8000 Århus

1. Radikal graffiti (civil ulydighed). Gruppen skulle forestille sig, at Radikale Venstre var blevet forbudt. De skulle derfor være civilt ulydige og lave ulovlig graffiti om Radikale Venstre som modstand mod forbudet.
2. Collage. Gruppen skulle med klip fra ugeblade lave en collage, der udtrykker essensen af radikal politik med overskriften Det Radikale Danmark.
3. Video. Gruppen deltes i to-og-to, og hvert par skulle fortælle hinanden, hvorfor de er radikale. Derefter skulle de genfortælle hinandens begrundelser foran videokamera i cirka et minut.
4. Speedord. Gruppen oplistede alle de værdiord om De Radikale, de kunne blive enige om, og derefter skulle de skære antallet ned til fem – i fuld enighed. Gruppernes plancher blev derefter fotograferet.
5. Postkort. Gruppens medlemmer skulle hver udpege to postkort, der bedst beskrev, hvad de forstod ved at være radikal. Hver deltager beskrev derefter, hvorfor han/hun havde valgt disse postkort.

Resultatet af de fem øvelser vil blive præsenteret på Landsmødet til september.

Se billeder fra workshoppen