IC4-tog, elektrificering af tognettet, højhastighedstog og cykelstier vil være blandt emnerne, når trafikordfører Andreas Steenberg inviterer til debat den 7. maj i FO, Folkeoplysningens Hus.
Kategoriarkiv: Folketinget
Liv Holm Andersen om ghettoer, ældrepolitik og stakkels Grækenland
Det er nu min tur igen til at rapportere lidt fra Folketinget. Jeg har haft mere travlt end sædvanlig, eftersom jeg har arvet nogle sager fra socialordfører, Marlene Borst Hansen, da hun (næsten) er smuttet på barsel, og havde således en lang ældrepolitisk debat med Dansk Folkepartis tæskehold i salen i tirsdags. Det var en umulig opgave at overbevise Dansk Folkeparti om, at effektivisering og kvalitet ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger, og at velfærdsteknologi ikke er farlig. Læs resten
Nyt fra Borgen: Liv skriver om sine ordførerskaber
Kære østjyder!
Så blev det min tur til at skrive en hilsen til jer. Det har jeg glædet mig til, for jeg har en masse på hjerte. Først og fremmest godt nytår og en hilsen fra de to andre – Morten og Jeppe.
Det bliver storslået at gå et nyt år i møde, hvor Danmarks nye flertal skal videre med at vende skuden, hvor Radikale Venstre skal opnå nye højder og nye resultater i Folketinget, og hvor vi lokalt i samarbejde skal ruste os til gode kommunal- og regionalvalg i 2013. Dét glæder vi tre folketingsmedlemmer os til at hjælpe med.
På Borgen starter vi denne uge ordentligt op efter jul og nytår, men de fleste af os var godt i gang allerede fra sidste mandag. Herunder lidt nyt fra mine områder – psykiatri, udsatte børn og unge, integration, bolig og kommuner.
Radikale psykiatrivisioner
Selv startede jeg det nye år med møde hos sundhedsminister, Astrid Krag, hvor jeg fremlagde radikale psykiatri-visioner til det allerførste møde i det, som i løbet af det næste år skal munde ud i en ny samlet handlingsplan for psykiatrien. Sundhedsordfører, Camilla Hersom, og jeg selv tænker særligt i øget viden, særligt om de psykiatriske ”folkesygdomme” som ADHD, øget forebyggelse og mere medicinfri/medicinmindskende behandling samt en mere opsøgende og tværfaglig psykiatri, særligt når vi har at gøre med børn og unge. Jeg var selv ude at køre med psykiatribus i region hovedstaden for ikke så længe siden, og det var virkelig en oplevelse at se, hvordan denne rullende undervisning og konsultation fik børnene til at åbne op. Det var et glimrende eksempel på opsøgende psykiatrisk/socialt arbejde.

Radikale holder fast i én ombudsmand
Også i socialministeriet er der tryk på. De første par måneder af det nye år står på sikring af børns rettigheder. Vi arbejder lige pt. på to fronter – styrkelse af børnesager under ombudsmanden og en bedre sikring af barnets tarv i forældreansvarsloven. Førstnævnte fortjener nok en ekstra kommentar, da der har været en del omtale i pressen af, at vi ikke får en decideret børneombudsmand. Her er min helt klare holdning, at vi skal sikre kvaliteten i og respekten for ombudsmanden som institution, hvorfor vi skal undgå at der går inflation heri med en ældreombudsmand, integrationsombudsmand, ligestillingsombudsmand og what not. Derfor har vi radikale også holdt fast i at det, der tæller, er handling og ikke titler – VKO fik heller ikke en god udviklingspolitik af at skaffe sig en udviklingsminister! Men hvad for en handling er det så vi sikrer? Vi sikrer en styrkelse af børnerådet såvel som en udvidelse af åbningstiden hos Børns Vilkårs børnetelefon. Derudover får ombudsmanden et børnekontor til at sætte særskilt fokus på at forbedre tilgængeligheden for børn, så både deres klageadgang og deres rettigheder sættes i højsædet. Jeg skal dette forår besøge børnetelefonen og glæder mig til, når børnekontoret hos ombudsmanden er oprettet, også at besøge dét. Sidst men ikke mindst har jeg startet lidt dialog med BUPL om, hvordan man bedre end i dag kan sikre børns vilkår uden at udvande klassiske institutioner.
DFs menneskesyn afmonteres bid for bid
Integrationspolitik foregår med den nye ministerielle opbygning ligeledes hos socialministeren, og her skal vi i gang med at se på det i regeringsgrundlaget beskrevne Integrationsbarometer. Derudover skal vi tage nogle penge fra kommunerne, hvilket jo plejer at være træls. Men ikke denne gang. For denne gang betyder det, at kommunerne ikke længere skal have hjemsendelsesbonusser, når de får en flygtning eller indvandrer til at pakke sammen og tage hjem. Det glæder mig meget at være med til at fjerne VKOs menneskesyn bid for bid – det må jeg sige – for selv med en lille ordning, som mange borgere ikke engang kender til, kan et samfund med al tydelighed sige til sine medborgere: ”Vi har givet op. Det var bedre, at I ikke var her!” – og det er vitterligt ikke godt nok! Derudover går jeg – i sammenhæng med det danske EU-formandskab – med et forslag i støbeskeen (som selvfølgelig er fortroligt for ikke indviede dvs. ikke-radikale) om at foreslå, at man gør 2015 til EU’s år for integration, hvor landene på tværs af hinanden kan lære af best practises. Som et led heri vil jeg gerne i løbet af foråret lave tre minikonferencer/workshops i hhv. København, Odense og Aarhus, hvor alle tænkelige, der arbejder med integration inviteres til at dele deres erfaringer. I Aarhus ville en østjysk hånd ikke være i vejen, hvis nogen har interesse på dét område?!
Almene boliger ud af ghetto-skyggen
I boligministeriet er der gode ting på dagsordenen. Fokus hedder alment boligbyggeri, og det synes jeg er godt, da dette alt andet lige er den boligform, der halter mest. Bl.a. skal vi dette forår tage hul på en diskussion, som skal medføre en omdefinition af ”ghetto”-begrebet – og det glæder jeg mig meget til. Derudover er udsættelser, boligsnyd og revidering af lejeloven store emner på dagsordenen.
Travlhed som kommunalordfører
Sidst men ikke mindst er der også i indenrigsministeriet hos Margrethe nok at se til. Før jul havde vi forhandlinger i forligskredsen for landkortsaftalen, da denne skal fornys, så kommuner kan samarbejde om mere, og så kommuner uden fysisk grænse til hinanden kan samarbejde. Derudover skal der kigges på styreform, udlicitering, valgregler mv., så det skal nok blive et interessant 2012 at gå i møde også på kommunalordførerposten. I øvrigt starter året godt og travlt på denne front, hvor januar står på Kommunaløkonomisk Forum i Aarhus, februar på KL’s Børnetopmøde i Aalborg og marts på Kommunalpolitisk Topmøde samme sted J
Bidrag gerne til mine baggrundsgrupper
Jeg er hver mandag tilbage i kredsen, hvor virksomheds- og institutionsbesøg, møder osv. afholdes. Den har stået rigtig meget på Aarhus, indrømmet. Djursland har dog også fået besøg, i dag står den på Skanderborg, og senere denne måned skal jeg gæste Broen i Horsens. Jeg ligger altid gerne vejen forbi et radikalt arrangement og er også mere end frisk, hvis der er et sted, som ville være oplagt for mig at besøge eller andet. Sidst men ikke mindst, så har jeg inviteret – og fået positiv respons fra – en masse mennesker til at deltage i mine baggrundsgrupper. Skulle flere være interesserede i at bidrage indenfor psykiatri, udsatte børn og unge, integration, bolig eller kommuner, så modtages en henvendelse med kyshånd!
Det var alt for mig i denne omgang. Skriv, ring, invitér og brug mig. Østjylland skal mærke, at de nu har 3 MF’ere J
Radikærlige hilsner,
Liv
Morten Østergaard: Et sammenhængende uddannelsessystem
En sammenlægning af Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet vil styrke både teknisk forskning og kontakten til erhvervslivet. Der har længe lydt et ønske om at sammenlægge Ingeniørhøjskolen i Aarhus med Aarhus Universitet, så der kan bygges videre på det eksisterende samarbejde mellem de to institutioner.
De to Aarhus-institutioner udgør et glimrende eksempel på et sted, hvor en fusion vil være en styrke. Det første lovforslag, jeg som minister kommer med, gør det muligt. Ved at fusionere bliver alle ingeniørfaglige uddannelser i Aarhus samlet på universitetet. Det vil skabe et stærkere ingeniørfagligt miljø og styrke både den tekniske forskning og kontakten til erhvervslivet.
Vækst i erhvervslivet
For den enkelte studerende vil det resultere i en uddannelse med større fleksibilitet og mulighed for at skræddersy drømmestudiet. Samtidig vil det forhåbentlig give anledning til vækst i erhvervslivet, i regionen og i Danmark til gavn for vores velfærdssamfund. Med den flotte placering af Navitas på Aarhus Havn er kimen lagt til en ny dynamo i det aarhusianske uddannelsesbillede.
Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser er et af de nye ministerier, der er fulgt med en ny regering. I forhold til under den tidligere VK-regering er en af de store forskelle, at vi har samlet en lang række videregående uddannelser under ét ministerium. Dermed håber vi at kunne skabe større sammenhæng og samspil i uddannelsessystemet, og det kunne meget vel starte i Aarhus.
Ingen fusionsbølge
Det er ikke min intention at starte en fusionsbølge og dermed ændre uddannelseslandskabet. Men når det, som i Aarhus, går ad frivillighedens vej, er det velkomment. Den altafgørende grund til at samle uddannelserne er, at vi har brug for, at flere unge tager en uddannelse. Derfor har regeringen hævet målsætningen for, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der skal gennemføre en videregående uddannelse til 60 pct. Tanken er, at ved at samle alle de videregående uddannelser, bliver det lettere at nå dette ambitiøse mål.
Af med blindgyder
Vi skal af med nogle af de blindgyder, der er i dag. De studerende skal have større mulighed for at sammensætte deres uddannelser på tværs. Ligesom der skal være større mulighed for studieskift og for at bygge oven på eksisterende uddannelser. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er et sammenhængende uddannelsessystem essentielt. Jeg håber således, at Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Aarhus Universitet med deres sammenlægning vil være foregangssted for alle de gode ting, der vil blive frugterne af større sammenhæng og samspil i uddannelsessystemet.
For den enkelte studerende vil det resultere i en uddannelse med større fleksibilitet og mulighed for at skræddersy drømmestudiet.
Morten Østergaard, uddannelsesminister (R)
Offentliggjort 27.10.11 i JP
Elisabeth Arnold fejret på 70-års dag
En glad og umanerlig velholdt Elisabeth Arnold havde torsdag den 20. oktober slået dørene op – ikke til sit hjem, men til en smuk ældre staldbygning i Den Gamle By i Århus – i anledning af sin 70-års fødseldag. Den Gamle By var ikke et tilfælde, for Elisabeth er medlem af attraktionens bestyrelse. Gæsterne blev budt på canapeer, gode vine og underholdende taler. Læs resten
Radikal jubel over tre mandater i Østjylland
Radikale i Aarhus jubler over valgresultatet på 14% i Aarhus, der giver en tredobling af mandater i Østjylland. To mandater er fra Aarhus: Morten Østergaard er genvalgt og Liv Holm Andersen er ny på tinge.
Radikale Venstre i Østjylland er gået fra et til tre mandater ved en jordskredslignende valgsejr for partiet, der nu skal omsættes til indflydelse i en ny regering, ledet af Helle Thorning Schmidt. Det er det bedste valgresultat for Radikale Venstre i 38 år.
- Der har været en fantastisk opbakning fra østjyderne, som har givet os det bedste resultat i mands minde. Vi er glade, stolte og ydmyge over at så mange østjyder har stemt på os, og vi vil alle fortsat kæmpe for gode resultater for Østjylland og resten af Danmark, siger Morten Østergaard, der har været folketingsmedlem for Radikale Venstre siden 2005.
Morten Østergaard blev en ren stemmesluger i Østjylland med femte fleste stemmer, 8.777 stykker af slagsen, kun overgået af Nicolai Wammen, Lykke Friis, Michael Aastrup Jensen og Troels Lund Poulsen.
Den nye aarhusianske radikale på tinge er den 24 årige statskundskabsstuderende Liv Holm Andersen.
- Jeg er glad og stolt over, at være blevet valgt til Folketinget. Jeg glæder mig til at kæmpe for en social ansvarlig politik, en bedre folkeskole og en udlændingepolitik, som vi kan være bekendt, siger Liv Holm Andersen, der er nyvalgt folketingsmedlem fra Aarhus.
I Aarhus Radikale Vælgerforening har man svært ved at få armene ned over det flotte resultat, der på landsbasis gave 9,5% af stemmerne og 17 mandater.
- Jeg sender et stort og varmt tak til de vælgere, der har stemt på Radikale Venstre, og til de mange frivillige, som har hængt plakater op, uddelt flyers og talt om radikal politik til venner og bekendte, siger Sander Jensen, formand for Århus Radikale Vælgerforening og fortsætter.
- Vælgerne belønner, at vi holder, hvad vi lover og mener, hvad vi siger. Vi står fast ved økonomisk ansvarlighed, anstændig udlændingepolitik og en investeringer i skoler, uddannelse, klima og innovation, siger Sander Jensen.
Det tredje radikale mandat fra Østjylland er den 20 årige efterskolelærer Jeppe Mikkelsen fra Horsens.
Hvor meget er et menneske værd?
Folketingskandidat Liv Holm Andersen fortæller i TV2 Østjylland om sin kampagne “De bedste slaver til halv pris”.
Afskaffelse af skattestoppet kan give lavere skat på arbejde
Nævnes ordet boligskat sætter stort set alle politikere automatpiloten til og udtaler, at den slags ting vil få stort set alle landets boligejere til at gå fra hus og hjem. Det skete også forleden, da vi fra radikal side foreslog fra 2016, at erstatte den løbende lettelse af boligskatten med lettelser i indkomstskatten – helt i tråd med anbefalinger fra uafhængige økonomer og dansk erhvervsliv. Læs resten
Den radikale udfordring
Der er opbakning fra Aarhus til den nuværende radikale kurs, hvor der skal søges mest mulig politisk indflydelse. S og SF skal komme ind i kampen.
Af Sander Jensen, formand Radikale Venstre i Aarhus, medlem af forretningsudvalget
I 90’erne førte SR en økonomisk ansvarlig politik med langsigtet styring af landets økonomi. I 00’erne formøblede VKO en historisk højkonjunktur, der skabte grobund for den økonomiske krise. I dag er der hårdt brug for reformer, der skal fremtidssikre velfærden. En stor del er at afskaffe efterlønnen. Det har været radikal politik i årevis.
Vi vil af med blokpolitikken og styrke det samarbejdende folkestyre. Derfor er det logisk, at vi leder efter et flertal for vores politik. Hvis man kender det radikale DNA, vil man vide, at vi står ved vores politik. Vi er i årevis blevet hånet for vores udlændingepolitik og holdt udenfor indflydelse med vores økonomiske politik, men har stået fast.
Selvom partierne er politisk uenige, kan vi godt skabe politiske løsninger, der er sagligt funderet og dermed mere holdbare for landet. Politik handler også om tillid og respekt for hinandens forskelligheder. Uden tillid, kan der ikke skabes et løsningsorienteret politisk samarbejdsklima.
Derfor glæder det mig, at vi er begyndt at blive taget alvorligt takket være Margrethe Vestager og Morten Østergaards insisteren på at holde fast i vores politik og søge indflydelse. Vi peger fortsat på Helle Thorning som statsminister, og det er mit håb, at vi igen kan sikre et økonomisk ansvarligt Danmark i en ny regering.
VKO har ført landet ud i et økonomisk uføre og på nogle områder et nærmest humanistisk forfald. Det skal ikke belønnes. Spørgsmålet er, om S og SF fortsat vil køre et lukket parløb og stille ultimative krav på fx skat, økonomi og udlændige? Eller de vil komme ind i kampen og samarbejde konstruktivt med de radikale?
Generalforsamling i påskestemning – se fotos
Lørdag før påske er vel en modig dag at afholde en generalforsamling, da den tilstundende højtid må antages at forårsage et regulært mandefald. ÅRVs bestyrelse tog chancen og afviklede foreningens 106. generalforsamling lørdag eftermiddag på dronningens fødselsdag – den 16. april. Og den blev velbesøgt omstændighederne taget i betragtning – med 37 deltagere.
Hovedpunktet på forsamlingen var opstillingen af fire folketingskandidater, eller snarere bekræftelsen af de kandidater, der blev valgt ved generalforsamlingen sidste år, nemlig Morten Østergaard, Liv Holm Andersen, Henriette Sandager og Kåre Albrechtsen.
Ingen andre kandidater stillede op denne gang, så valget var en formalitet. Folketingsmedlem Morten Østergaard fik igen i år flest stemmer og er spidskandidat i Aarhus og valgte Østkredsen. Kåre Albrechtsen valgte Nordkredsen, dernæst kom Henriette Sandager i Sydkredsen og Liv Holm Andersen i Vestkredsen.
Alle fire kandidater holdt valgtaler, som afslørede højt motiverede vordende folketingsmedlemmer, der argumenterede godt for deres sag, og gav klare svar på de delegeredes spørgsmål – lige fra kriminel lavalder over cafépenge til lystfiskeri.
Udover at kæmpe for klassiske radikale mærkesager supplerer de fire hinanden godt.
Morten vil blandt andet sørge for økonomisk ansvarlighed og en anstændig udlændingepolitik, mens Kåre som miljøingeniør vil sætte stærkt ind for at få miljø og bæredygtighed højt op på dagsordenen. Henriette vil som cand.pæd arbejde for at forbedre børns vilkår i daginstitutioner og skoler samt kæmpe for bedre retssikkerhed, mens Liv Holm, der studerer statskundskab og arbejder som hjemmehjælper, er meget socialt engageret, samtidig med at hun gerne vil kæmpe for tryghed og fleksibilitet på arbejdsmarkedet.
Ved valg til bestyrelsen blev Sander Jensen genvalgt som formand med et stort flertal, og det samme gjaldt næstformand Sanne Bjørn. De menige bestyrelsesmedlemmer Ejner Hviid Jensen, Trine Jensen, Lena Baden, Charlotte Trap Hansen og Klaus Bach Jacobsen modtog genvalg.
Bestyrelsen fik to nye medlemmer, da Sebastian Jedzini og Vibeke Høggaard overtog pladserne fra de afgående medlemmer John Engelbrechtsen og Jacob Christensen. Tre nye suppleanter blev også valgt, nemlig Kristoffer Simonsen, Sofie Uhre Knattrup og Steffen Laursen. Lars Errboe fortsætter fra sidste år som suppleant.
Den lille Årets Ejner “statuette”, der er opkaldt efter ÅRVs mangeårige medlem Ejner Hviid Jensen, gik i år til Lena Baden, som blev medlem af bestyrelsen sidste år. Hun har påtaget sig at redigere nyhedsstoffet på ÅRVs hjemmeside og nyhedsbrev, og hun har deltaget aktivt i kampagner, workshops, politiske møder og plakatklistring.
Sidst men ikke mindst blev der uddelt en specialpris med luksuspåskeæg til Trine Jensen og Steffen Laursen for egenhændigt at have uddelt 6.000 Tag Ansvar foldere.














