Tag Ansvar: Sådan kan integration fungere

Radikalt byrådsmedlem Rabih Azad-Ahmad holder oplæg om integration med titlen “Sådan kan integration fungere” på åbent-for-alle møde tirsdag den 21. september kl. 19.30-21.00 i Århus Radikales lokaler Rosensgade 24.

Vellykket integration er hjerteblod for Radikale Venstre, der gerne ser langt flere indvandrere klare sig godt både i skolerne, i erhvervslivet og blandt danskerne. Byrådsmedlem fra Radikale Venstre i Århus, Rabih Azad-Ahmad er et eksempel på en indvandrer, der har integreret sig godt blandt danskerne. Han er palæstinensisk af herkomst, uddannet jurist fra Århus Universitet, formand for Multikulturel Forening i Gellerupparken og daglig leder for Gellerupparkens Retshjælp.

Rabih holder oplæg om integration, fortæller om sine egne erfaringer og giver sit bud på, hvordan vi kan opnå en bedre integration af vores nye medborgere.  Deltagerne opfordres til at blande sig i den efterfølgende debat. På mødes serveres der kaffe, te og småkager, og der er mulighed for at købe sodavand og øl.

Slutspurt for uddeling af Tag Ansvar flyers

Over 5000 flyers er allerede blevet delt ud på gaderne og ved husstandsomdeling. Mange ÅRU’ere og ”voksne” medlemmer i vælgerforeningen har været meget flittige til at dele flyers ud i de sidste par uger. Vi mangler endnu at dele nogle  foldere ud, og fredag eftermiddag den 17. september kl. 16 er et oplagt  tidspunkt, da Margrethe Vestager også deltager.

Så hent flyers i Rosensgade før kl. 16 og deltag i vores Tag Ansvar gadeevent med Margrethe Vestager .

Læs resten

Politik er mennesker – mennesker er politik

Uanset om du sidder i Barcelona, Blokhus eller på en svedig arbejdsplads, så ønsker jeg dig en rigtig god sommer. Vi har alle brug for at få ladet batterierne op, og især vores stædige parti har brug for ekstra energi, når vi efter sommer skifter gear og går i permanent valgkampsmode op til folketingsvalget, der senest skal holdes i efteråret 2011. Læs resten

En lille radikal julehilsen: At være radikal

julekort-radikale-venstre

Her i Århus har vi en gammel, garvet radikal, der hopper af vrede, hver gang nogen snakker om at være højre- eller venstreorienteret radikal. ”Jeg er radikal. Hverken til højre eller til venstre,” sprutter han. Først syntes jeg, at det var noget pjat, at han gik så højt op i det, men han har et helt livs radikal historie at bygge sin holdning på. Og han har ret.

Jeg valgte Radikale Venstre, fordi partiet havde sin egen sandhed, der kombinerede det bedste fra det politiske spektrum. Vi er ikke socialister, liberalister, konservative eller nationalister – vi er radikale, danske socialliberal. Med begge ben plantet i fornuftens muld og hovedet højt hævet, skuende mod nye horisonter og muligheder.

En oplyst verden
For mig er Radikale Venstre er et parti, der vægter balancen mellem social ansvarlighed og personlig frihed. Et parti der tror på både fælles rettigheder og fælles pligter. Hvor uddannelse, oplysning og forebyggelse på lang sigt er de bedste værktøjer til et fredeligt, tolerant og moderne demokratisk samfund. Et parti der tror på samarbejde mellem folk og folkeslag for et fælles bedste. Men også et parti, der tør være konsekvent, når verden viser sig fra sin værste side.

Hvis man tror på det, så er man radikal. Det er i hvert fald mit bud. For vi må alle finde vores sandheder i et parti, hvor der skal være højt til loftet – og langt til bunden.

Uanset hvad medier, modstandere og selv radikale siger, så skal vi radikale ligesindede stå sammen om vores fælles værdigrundlag og identitet, og være stolte af det.

Rigtig god jul og godt nytår!

På bestyrelsens vegne
Sander Jensen
Formand, Århus Radikale Vælgerforening

Kom til landets højeste vælgermøde

Fredag den 4. september er der mulighed for at komme til et meget usædvanligt politisk møde i Århus, når Radikale Venstre og Venstre inviterer til ”landets højeste vælgermøde”. Her kan man møde borgmester-kandidat Gert Bjerregaard fra Venstre og den radikale byrådskandidat Søren Højlund Carlsen ved en middag, der indtages 50 meter over byen!

Det er konceptet ”Dinner in the sky”, der står for arrangementet som vi godt tør sige bliver usædvanligt og noget af en oplevelse. Dinner in the sky består i alt sin enkelthed af et middagsbord med 22 komfortable sæder, der hæves op i 50 meters højde, hvorfra den kulinariske oplevelse krydres med en perfekt udsigt ud over Århus. Arrangementet er naturligvis 100 procent sikkert og gennemprøvet tusindvis af gange i alverdens storbyer, hvor alle der har prøvet det fortæller om en meget anderledes middagsoplevelse.
Højt over byen
Landets højeste vælgermøde starter på jorden fredag den 4. september (Under Århus Festuge) fra kl. 18.30. I et telt ved Honnorkajen for enden af åen serveres øl, vin og vand, samt snacks inden turen går i luften en lille time senere, når alle deltagerne har indfundet sig. Højt oppe over byen
bliver der serveret mad og drikke inden jorden venter godt 45 min. senere, hvor vi afslutter hele arrangementet med et glas oven på den usædvanlige oplevelse.
Der er meget få pladser til landets højeste vælgermøde, så det er med at være hurtigt, hvis man vil sikre sig en gratis plads ved bordet. Ønsker man at deltage skal man sende en mail til Søren Højlund med navn og adresse. Der bliver trukket lod blandt de interesserede og deltagerne får direkte besked.
Ren luxus
Så hvis man vil krydre Århus Festuge med en politisk snak, en kulinarisk oplevelse og byens bedste udsigt, er det med at få sendt sin tilmelding af sted. Vi ses 50 meter over Århus.

Frit Iran, mød landsformandskandidaterne og husk landsmødet

Demonstration for frit Iran lørdag. Mød landsformandskandidaterne 20. august i Århus og husk landsmødet 12. til 13. september.

Hermed det første nyhedsbrev fra Århus Radikale Vælgerforening efter en velfortjent sommerferie, hvor vi har tanket op til et forrygende halvår med masser af aktiviteter, fornyelse og et vigtigt kommunal- og regionsvalg. Vi håber, at du har haft en god sommer.

Torsdag 20. august: Mød formandskandidaterne

Formandskandidaterne kommer til Århus

De to formandskandidater Mikkel Sarbo og Klaus Frandsen kommer til Århus torsdag 20. august kl. 19.30. Her kan du høre deres visioner om, hvordan de vil lede Radikale Venstre i fremtiden, hvis de bliver valgt.
Det bliver din chance for at stille direkte spørgsmål inden formandsvalget 13. september i Nyborg.
Læs mere om dem på www.sarbo.dk og www.klausfrandsen.wordpress.com.
Sted: Rosensgade 24, 8000 Århus C. Tid: Torsdag 20. august. 19.30 til 21.30. 

Husk landsmødet 12. til 13. september

Debat om fremtidens parti og valg af ny formand

Det bliver et utroligt spændende landsmøde i år på Nyborg Strand, hvor der blandt andet skal vælges ny formand for landsforbundet. Der skal også diskuteres partiets modernisering, struktur og medlemsengagement. Gå heller ikke glip af festen lørdag aften sammen med hundredvis af festlige og dansende radikale. Tilmeld på www.radikale.dk.
Ønsker du at blive delegeret og få stemmeret på landsmødet og mulighed for rejserefusion, så send en mail til mail@radikaleaarhus.dk.
Jeg håber vi ses!

Demonstration: Lørdag kl. 15 på Rådhuspladsen i Århus

Et frit Iran – Peter Thyssen taler

Lørdag 1. august 15.00 til 17.00 på Rådhuspladsen i Århus demonstreres der for et frit Iran.
Peter Thyssen taler om demokrati til demonstrationen, der handler om at støtte et fredeligt demokrati og bakke op om den demokratiske bevægelse i Iran i kontrast til den måde, hvorpå styret har behandlet demonstranter i Iran med tæsk, fængsel tortur.
Til demonstration vil Neda blive mindet. Hun var den iranske pige, der blev skudt for 40 dage siden under en demonstration og er efterfølgende blevet et symbol for demokratibevægelsen.

Du er altid velkommen til at skrive eller ringe, hvis du har ris eller ros.
Med venlig hilsen
Sander Jensen
Formand, Århus Radikale Vælgerforening
mail@radikaleaarhus.dk / 30 28 84 42