Bedre vilkår for kulturlivet

Efter at Radikale Venstre gik ind i sager om kulturlivets vilkår i midtbyen, hvor cafeer og spillesteder følte et stigende pres fra kommune og naboer, er de ansvarlige rådmænd vågnet op til dåd.

Læserbrev Stiften. Torsdag den 22. december 2011, af Sander Jensen, Formand for Radikale Venstre i Aarhus, Mejlgade 27, Aarhus C

Både teknikrådmand Laura Hay og kulturrådmand Marc Perera Christensen har nu lovet at forsøge at forbedre vilkårene for kultur- og erhvervslivets, der skaber arrangementer og kulturliv i byen. De Radikale stillede en såkaldt 10 dages forespørgsel til rådmand Laura Hay, og inden besvarelsen var færdig, lancerede de ansvarlige rådmænd i medierne flere forslag til nye tiltag.

Læs resten

Morten Østergaard: Et sammenhængende uddannelsessystem

En sammenlægning af Ingeniørhøjskolen og Aarhus Universitet vil styrke både teknisk forskning og kontakten til erhvervslivet. Der har længe lydt et ønske om at sammenlægge Ingeniørhøjskolen i Aarhus med Aarhus Universitet, så der kan bygges videre på det eksisterende samarbejde mellem de to institutioner.

De to Aarhus-institutioner udgør et glimrende eksempel på et sted, hvor en fusion vil være en styrke. Det første lovforslag, jeg som minister kommer med, gør det muligt. Ved at fusionere bliver alle ingeniørfaglige uddannelser i Aarhus samlet på universitetet. Det vil skabe et stærkere ingeniørfagligt miljø og styrke både den tekniske forskning og kontakten til erhvervslivet.

Vækst i erhvervslivet

For den enkelte studerende vil det resultere i en uddannelse med større fleksibilitet og mulighed for at skræddersy drømmestudiet. Samtidig vil det forhåbentlig give anledning til vækst i erhvervslivet, i regionen og i Danmark til gavn for vores velfærdssamfund. Med den flotte placering af Navitas på Aarhus Havn er kimen lagt til en ny dynamo i det aarhusianske uddannelsesbillede.

Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående uddannelser er et af de nye ministerier, der er fulgt med en ny regering. I forhold til under den tidligere VK-regering er en af de store forskelle, at vi har samlet en lang række videregående uddannelser under ét ministerium. Dermed håber vi at kunne skabe større sammenhæng og samspil i uddannelsessystemet, og det kunne meget vel starte i Aarhus.

Ingen fusionsbølge

Det er ikke min intention at starte en fusionsbølge og dermed ændre uddannelseslandskabet. Men når det, som i Aarhus, går ad frivillighedens vej, er det velkomment. Den altafgørende grund til at samle uddannelserne er, at vi har brug for, at flere unge tager en uddannelse. Derfor har regeringen hævet målsætningen for, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der skal gennemføre en videregående uddannelse til 60 pct. Tanken er, at ved at samle alle de videregående uddannelser, bliver det lettere at nå dette ambitiøse mål.

Af med blindgyder

Vi skal af med nogle af de blindgyder, der er i dag. De studerende skal have større mulighed for at sammensætte deres uddannelser på tværs. Ligesom der skal være større mulighed for studieskift og for at bygge oven på eksisterende uddannelser. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er et sammenhængende uddannelsessystem essentielt. Jeg håber således, at Ingeniørhøjskolen i Aarhus og Aarhus Universitet med deres sammenlægning vil være foregangssted for alle de gode ting, der vil blive frugterne af større sammenhæng og samspil i uddannelsessystemet.

For den enkelte studerende vil det resultere i en uddannelse med større fleksibilitet og mulighed for at skræddersy drømmestudiet.

Morten Østergaard, uddannelsesminister (R)
Offentliggjort 27.10.11 i JP

Bedre børnepasning i Danmark

Når jeg afleverer min datter i vuggestuen om morgenen er hun glad – og glad for at møde de pædagoger, som hun holder af og som holder af hende.

Når jeg henter hende, er hun glad og har haft en god dag. Men når jeg taler med pædagogerne så fortæller de også om en dag, hvor der ikke altid er tilstrækkelige ressourcer til at lave stimulerende og spændende aktiviteter.

»Det er jo ikke jeres skyld, men hvor er det ærgerligt, at der ikke flere ressourcer til aktiviteter og ture i børnehaven.« Den sætning kender mange småbørns-forældre alt for godt fra hverdagen i daginstitutionerne.

Både forældre og ansatte ønsker, at der er de nødvendige ressourcer til et kvalitets-tilbud til de danske børn. Det er ikke bare godt for de enkelte familier, det er faktisk godt for Danmark og de fremtidige generationer. Adskillige undersøgelser har vist, at børnepasning af høj kvalitet er et vigtigt springbræt ind i skolen og har derfor stor betydning for, hvor godt fremtidens arbejdsstyrke er kvalificeret. Derfor mener jeg at vi skal investere mere i bedre børnepasning.

Som noget helt nyt bør der indføres minimumsnormeringer i daginstitutionerne og en minimumsgrænse for hvor mange af de voksne, der skal have en pædagog­uddannelse.

Det vil forbedre det ­pædagogiske arbejde og gøre hverdagen sjovere for de yngste – dem vi alle sammen skal leve af i fremtiden. Det vil kræve, at der ansættes 3000 uddannede pædagoger.

I over hver anden kommune skal der ansættes flere pædagoger til at tage sig af børn i både børnehavealderen og vuggestuealderen. Det vil koste staten ca. 900 mio. kr. Men værdien af en endnu sjovere og udfordrende hverdag for alle vores børn vil blive langt større.

- Morten Østergaard, Medlem af Folketinget (R)

Indlægget bliver bragt i dagens Aarhus Stiftstidende.

Den radikale udfordring

Der er opbakning fra Aarhus til den nuværende radikale kurs, hvor der skal søges mest mulig politisk indflydelse. S og SF skal komme ind i kampen.

Af Sander Jensen, formand Radikale Venstre i Aarhus, medlem af forretningsudvalget

I 90’erne førte SR en økonomisk ansvarlig politik med langsigtet styring af landets økonomi. I 00’erne formøblede VKO en historisk højkonjunktur, der skabte grobund for den økonomiske krise. I dag er der hårdt brug for reformer, der skal fremtidssikre velfærden. En stor del er at afskaffe efterlønnen. Det har været radikal politik i årevis.

Vi vil af med blokpolitikken og styrke det samarbejdende folkestyre. Derfor er det logisk, at vi leder efter et flertal for vores politik. Hvis man kender det radikale DNA, vil man vide, at vi står ved vores politik. Vi er i årevis blevet hånet for vores udlændingepolitik og holdt udenfor indflydelse med vores økonomiske politik, men har stået fast.

Selvom partierne er politisk uenige, kan vi godt skabe politiske løsninger, der er sagligt funderet og dermed mere holdbare for landet. Politik handler også om tillid og respekt for hinandens forskelligheder. Uden tillid, kan der ikke skabes et løsningsorienteret politisk samarbejdsklima.

Derfor glæder det mig, at vi er begyndt at blive taget alvorligt takket være Margrethe Vestager og Morten Østergaards insisteren på at holde fast i vores politik og søge indflydelse. Vi peger fortsat på Helle Thorning som statsminister, og det er mit håb, at vi igen kan sikre et økonomisk ansvarligt Danmark i en ny regering.

VKO har ført landet ud i et økonomisk uføre og på nogle områder et nærmest humanistisk forfald. Det skal ikke belønnes. Spørgsmålet er, om S og SF fortsat vil køre et lukket parløb og stille ultimative krav på fx skat, økonomi og udlændige? Eller de vil komme ind i kampen og samarbejde konstruktivt med de radikale?

Uddannelse bør være en folkesag

Finland bliver ofte fremhævet som eksempel, når det gælder uddannelse. Ikke mindst da de klarer sig godt i de såkaldte PISA undersøgelser. Min kone er finsk og vores to børn taler og læser både dansk og finsk flydende. Vi bor i Århus, men har prøvet at bo et halvt år i Finland, hvor børnene gik i finsk skole.
Selv om Danmark og Finland ligner hinanden meget, er der også væsentlige forskelle. En forskel er indstilling til skole og uddannelse.

Læs resten

Vil vi have tillidsfulde børn, må vi vise lærerne tillid

Af Liv Holm Andersen, folketingskandidat (R) i Århus Nord, mail@livandersen.dk.

Liv Holm Andersen

At tage ansvar, at lytte, at samarbejde og at tro på er nøgleord i den seneste nationale radikale kampagne. Desuden er en realisering af disse kvaliteter i den danske folkeskole et brændende ønske for mig som folketingskandidat.Vi skal tro på lærerne. Vi skal vi dem tillid.

Læs resten

Alle partier har svigtet psykiatrien i 30 år

Så skete det igen. Psykisk syge fanger flygtede fra psykiatrien i Risskov. Igen fik det store overskrifter, også her i JP Aarhus. Det er et stort problem, men igen og igen må det understreges, at fangeflugt kun er toppen af isbjerget. Psykisk sygdom bliver ikke tilstrækkeligt forebygget, bliver ikke opdaget, da sygdommene er tabuiseret, og endelig bliver psykisk ikke behandlet tilstrækkeligt pga. manglende kapacitet. Skal man undgå kriminalitet fra psykisk syge og flugt, så skal man grave langt dybere i sagerne end blot at sætte hegn op. Også i pengepungen skal der graves dybere.

Og her ramte Jens Kaiser helt ved siden af i sin leder den 10. august. Her siger han, at det er ’hovedet under armen’ politik blot at kræve flere penge. De røde partier får sædvanligvis på puklen af Jens Kaiser. Normalt giver jeg Kaiser og JP ret i, at det er for nemt at forlange flere penge. Psykiatrien er bare undtagelsen, der bekræfter reglen. Schlüter, Nyrup, Fogh og nu Lykke har nemlig i over 30 år fuldstændig sjoflet psykiatrien økonomisk. Der er i tre årtier ikke givet én krone mere. Samtidig har de fysiske sygdomme fået 33 % mere. Oveni denne fatale nedprioritering er der kommet mange flere psykisk syge. Det hænger slet ikke sammen.

Kaiser nævner også, at der lige er givet 850 mio. til psykiatrien. Det lyder så flot. Men det er 850 mio. over fire år, så det er lidt over 200 mio. om året i et land, hvor vi bruger næsten 90 milliarder på sundhed årligt. Pengene er fra de såkaldte satspuljer, som uddeles hvert fjerde år. Psykiatrien har fået hver gang, så det er ikke nyt, at psykiatrien får igen. Der er ikke tale om ekstra penge. Bare i år har Region Midtjylland satspulje projekter, der ophører, for over 30 mio. Så mange af de ’nye’ penge kommer til at genfinansiere tiltag, som allerede er der.

I nu 30 år har alle partier – mit eget inklusiv – svigtet psykiatrien. Eneste løsning på problemerne er, at et flertal af partier vælger, at det skal stoppe. Hellere i dag end i morgen. Og vi kommer ikke udenom at det kommer til at koste flere penge.

Andreas Steenberg, regionsrådsmedlem og folketingskandidat i Silkeborg for Radikale Venstre
Heibergsgade 24, 8000 Århus C