Radikale Venstre i Århus

Århus Radikale Vælgerforening

Bevar Læssøesgades Skole

Posted by Kristian Risager Larsen On March - 21 - 2010

Byrådet må snarest beslutte at bevare Læssøesgades Skole – vi kan ikke være andet bekendt.

Byrådet behandler onsdag den 24. marts et forslag om en ny midtbyskole. I forbindelse med dette foreslås Læssøesgades Skole nedlagt.

Det Radikale Venstre i Århus mener, at skolen bør bevares, og at dette bør besluttes hurtigst muligt.

“Byrådet kan ikke længere være bekendt at holde skolens elever og deres forældre på pinebænken i usikkerhed om skolens fremtid. Det har allerede varet alt for længe,” siger Rabih Azad-Ahmad, Det Radikale Venstre.

Også for børnene i skolens specialklasser og modtageklasser, samt deres forældre, er det vigtigt, at skolens fremtid sikres hurtigst muligt.

Læssøesgades Skole rummer så mange kvaliteter, som ikke bør ødelægges. Det er en lokal skole, hvor børnene trives. Forslaget om at lukke skolen er fremsat i forbindelse med diskussionen om en ny midtbyskole til 12-1300 elever. Det Radikale Venstre går ikke ind for en stor skole med så mange børn. Det er langt bedre med en mindre skole, som Læssøesgades Skole, hvor der er mere ro til børnenes indlæring.

Skolen fungerer som distriktsskole i et midtbykvarter omgivet af meget trafikerede veje.

“Hvis skolen lukkes, får børnene en skolevej, der krydser en af byens mest trafikerede veje, nemlig Frederiks Allé. Det er bestemt ikke betryggende,” siger Rabih Azad-Ahmad.

En af årsagerne til forslaget om lukning af Læssøesgades Skole er, at det vil være for dyrt at brandsikre skolen. Men skolen har selv for nylig fremlagt en plan, hvorefter skolens lokaler udnyttes på en anden måde, og hvorefter udgifterne til brandsikring vil være meget mindre end først antaget. Dette forslag bør tages alvorligt.

Det Radikale Venstre vil opfordre resten af byrådets politikere til hurtigst muligt at beslutte, at Læssøesgades Skole skal bevares.

Leave a Reply