De Radikale i Århus er optimistiske på trods af tilbagegangen fra to til et mandat med et valgresultat på 5,1%. En valgkamp med god energi og et gennemsnit over landsplan giver håb for fremtiden, selvom partiet nu mister sin rådmandspost i byrådet.
- Vi har ført en god og energisk valgkamp, og det er brandærgerligt, at vi ikke nåede op på to mandater, siger formand for Århus Radikale Vælgerforening Sander Jensen, der trods tilbagegangen hæfter sig ved, at Århus med 5,1% ligger over landsgennemsnittet på 4% og tilføjer:
- Radikale Venstre og Radikal Ungdom har ført en valgkamp med masser af energi og super godt samarbejde. Det skal vi bruge konstruktivt og fremadrettet til at revitalisere partiet, siger Sander Jensen.
Radikale Venstre gik efter en rådmandspost, men matematikken lod sig ikke narre og mandaterne faldt sådan, at en rådmandspost ikke kunne opnås. Dette til trods for det tætte samarbejde radikale har haft med socialdemokratiet, der ryddede bordet med borgmesterpost og to rådmandsposter.
Til gengæld fik radikale tilkæmpet sig formandskabet for kulturudvalget, en post i børn og unge udvalget, bestyrelsespost i Midttrafik samt den prestigefyldte 1. viceborgmesterpost.
- Vi har været et super godt hold. Radikale Venstre har i den foregående periode fået indført en tillids- og afbureaukratiseringsreform i kommunen og været initiativtager til at afskaffe modulordningen. Vi havde forventet et bedre resultat, og derfor er vi klar til at trække i arbejdstøjet igen, siger byrådsmedlem og formand for kulturudvalget Rabih Azad-Ahmad.
- Hvis vi havde fået en lille procent mere, så havde vi holdt skansen med 2 mandater. Det er marginalerne, der afgør politik. Det må man acceptere og lære af. Vi har mistet en rådmandspost, men må kæmpe videre på andre fronter, siger Peter Thyssen, rådmand for teknik og miljø, der spår at radikale nu vil få en mere skarp og selvstændig profil end hidtil.